AKQA har rystet ledelsesposen, efter at grundlægger og CEO gennem godt 30 år, Ajaz Ahmed, i oktober sidste år forlod bureauet.
Fire nye profiler er således hentet ind i det nye globale ledelsesteam, og en af dem er danske Miriam Plon, som dermed vender tilbage til AKQA.
Det oplyser AKQA i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at Miriam Plon Sauer får titel af global chief strategy officer.
Med skiftet vender den danske profil tilbage til AKQA, som hun i september 2024 sagde farvel til til fordel for en kort smuttur til McCann.
Hvad fik dig til at forlade McCann efter relativt kort tid og takke ja til at vende tilbage til AKQA?
”Når det rigtige kommer forbi, er man nødt til at hoppe på uanset om timingen er den bedste. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var færdig med AKQA, og det her er en fantastisk mulighed for at være med til at forme det AKQA, jeg tror på og holder af,” skriver hun i en mail til Markedsføring.
Ifølge branchemediet Adweek har AKQA’s interim-formand, Stephan Pretorius, da også givet udtryk for, at han hurtigt havde fundet ud af, at det var en fejl, at den danske profil forlod bureauet sidste år.
En ny udfordring og et andet mandat
Rollen og ansvaret er globalt, men Miriam Plon Sauer kommer til at arbejde ud af Danmark.
”AKQA har historisk haft hovedkontor i London, men vi arbejder enormt smidigt på tværs af kontorer, så det er ikke et problem at være baseret her,” skriver hun.
Hvordan adskiller din nye rolle på AKQA sig fra din tidligere?
”For det første kommer jeg til at sidde som en del af den globale Executive Committee, så det bliver en ny udfordring, som jeg glæder mig til. Og med det kommer der også et andet mandat i forhold til at udvikle og understøtte strategi som fagligt område i AKQA.”
Hvad bliver den vigtigste opgave, du skal løse i din nye stilling?
”De mennesker, der vælger AKQA til – det gælder både strateger og alle andre – har en grundlæggende nysgerrighed på og åbenhed over for det, der kunne være. De befinder sig typisk bedst uden begrænsende templates, så en af de opgaver, jeg glæder mig til at kaste mig over, er at finde ud af, hvordan dén særlige mentalitet kan understøttes af ny teknologi, så vi ikke lader teknologien begrænse, men bruger den til at åbne endnu mere op.”
Og hvad glæder du dig mest til i dit nye job?
”At komme tilbage til de mennesker, jeg lige har beskrevet. Der er masser af udfordringer foran os. Men når man møder de udfordringer side om side med mennesker, der vil det samme og tror på det samme, så giver det mening. Både den globale ledelse og hele resten af holdet hos AKQA deler den energi,” lyder det fra Miriam Plon Sauer.
”Et afgørende øjeblk”
Ud over Miriam Plon Sauer har AKQA til det globale ledelsesteam hentet Benjamin Royce fra Google Cloud ind som chief technology officer, og den mangeårige AKQA-kreative Tim Devine, bliver forfremmet til chief invention officer, ligesom AKQA’s Jonathan Bolden er forfremmet til chief transformation officer.
De fire nyudnævnte ledere skal ifølge meddelelsen fra AKQA arbejde tæt sammen med de globale kreative direktører Shu Hung, Diego Machado, Peter Lund og Hugo Veiga for blandt andet at ”skubbe til integrationen af kreativitet, teknologi og strategi på tværs af alle kundeforhold”.
AKQA’s interim-formand Stephan Pretorius udtaler i meddelelsen, at ”lederudnævnelserne markerer et afgørende øjeblik for AKQA”.
“I takt med at vi udvikler os, samler vi nogle af de skarpeste hjerner inden for strategi, teknologi, opfindelser og forretningstransformation for at drive et mere integreret og fremtidsfokuseret tilbud fremad.”