Swipe for sikkerhed.
Det er hovedbudskabet i organisationen Danners nye kampagne, der benytter sig af Mobilepays swipe-funktion for at vise, hvordan og hvor let man kan støtte organisationen, der driver krisecenter og telefonrådgivning for voldsudsatte kvinder. Kampagnen er udviklet af bureauet Liquidminds.
“Ideen bag swipe-kampagnen er kort sagt at vise, hvor stor en effekt et swipe til Danner har for de kvinder, der befinder sig i farlige situationer og har brug for hjælp her og nu. Kampagnen skal tydeliggøre, at du med et enkelt swipe hjælper kvinder ud af farlige forhold,” skriver Vibeke Nannerup, CEO hos Liquidminds i en mail og tilføjer:
“Swipe-funktionen er noget alle mennesker gør hver eneste dag, når vi handler ind, overfører penge efter en fælles middag eller logger ind på MitID. Det er simpelt, og den ligger i alles fingre. Derfor syntes vi, det gav mening, at lade dette swipe blive helten, så folk kan forstå, at det er det bedste våben mod kvindevold.”
Danner lancerer tre kampagnefilm, der tager afsæt i tre forskellige virkelige hændelser beskrevet af de voldsudsatte kvinder, Danners ansatte møder på krisecentrene.
Se den ene af kampagnefilmene her. Artiklen fortsætter under videoen.
Tabuiseret emne
I den ene film møder vi en mor og hendes barn, der forsøger at flygte fra partnervold. Ifølge Danner har 24.000 kvinder i Danmark været udsat for fysisk partnervold det seneste år.
Den anden film sætter spot på, hvordan volden fortsætter — ofte digitalt — selv når man er sluppet fri af den fysiske vold. Og til sidst en film om psykisk vold, hvor en mand under en familiemiddag truer og nedgør sin partner.
“Da vi blev pitchet ideen, øjnede jeg en mulighed for at gøre en reel samfundsmæssig forskel med det håndværk, som jeg bidrager bedst med og på den måde være med til at give Danners stemme den megafon, de fortjener. Film kan fungere som samtalestartere og med tre kampagnefilm, der går ud til en kæmpe stor del af befolkningen, er det rigtig mange vigtige samtaler; om fangenskab, frihed og medmenneskelighed,” udtaler Salle Salée, der har instrueret filmene i en pressemeddelelse.
Mens Liquidminds har stået for det kreative, er Plotworks produktionsselskabet bag. Alle parter har arbejdet pro bono. De kommer til at køre på Danners kampagnesite, deres SoMe-kanaler og udvalgte biografer.
Winnie Alim, der er leder af kommunikation og viden hos Danner, fortæller, at kampagnefilmene formår at formidle et stærkt tabuiseret emne på en skarp og forståelig måde.
”Donationer fra helt almindelige mennesker, som støtter vores arbejde for en verden fri for vold mod kvinder og børn, betyder, at vi kan tilbyde hjælp i akutte situationer, når volden bliver særligt farlig. Men vi lever i en verden, hvor der er mange vigtige sager og organisationer, som alle har brug for at sætte fokus på lige præcis deres sag,” lyder det fra Winnie Alim i meddelelsen, hvor hun tilføjer:
“Derudover er vold mod kvinder stadig tabuiseret og kan være svært at formidle. Derfor er vi rigtig glade for dette samarbejde, hvor vi med virkelige kvinders historier sammen viser nogle af voldens mange ansigter.”