Morten Saxnæs, der tidligere har været hos &Co. gennem otte år, starter til januar som ny strategisk direktør på AKQA.

Det skriver han på LinkedIn.

”Man siger, at nøglen til at lykkes i et nyt job ikke er at vise, hvor meget du ved, men hvor villig du er til at lære. Og jeg glæder mig virkelig til at lære en masse af mine nye kolleger i AKQA, og jeg er sikker på, at jeg går en spændende tid i møde,” skriver han blandt andet i opslaget og tilføjer om sin nye arbejdsplads:

”AKQA har været et kreativt digitalt fyrtårn i Danmark og internationalt, og det er da også en af grundene til, at jeg endte her. Dem af jer, der følger mig, ved, at jeg har en ret nørdet side, og den håber jeg at kunne bringe i spil over for en masse nye kunder. Jeg glæder mig specielt til at komme tættere på teknologien og lade det flyde sammen med min tilgang til kreativitet, strategi og kommunikation.”

Morten Saxnæs er oprindelig uddannet cand.merc. fra CBS og har desuden været omkring IT-Universitetet og Stanford University med et digitalt fokus.

Tidligere har han været Digital Strategist hos Wibroe, Duckert & Partners, Head of Digital Branding hos TV 2 og senest Communication Planning Director og partner hos &Co./NoA, hvor han før det var Head of Brand Activation gennem seks år.

I sit nye job ser han blandt andet frem til det internationale arbejde, skriver han på LinkedIn.

”Hos AKQA får jeg mulighed for blandt andet at arbejde med globale kunder, der bliver drevet ud af Danmark, og netop det internationale perspektiv og brede udsyn bliver fedt at arbejde med.”