Alkoholreklamenævnet tilbyder nu virksomheder at vurdere deres alkohol-markedsføring, før de går i luften med den. Det skriver Alkoholreklamenævnet i en pressemeddelelse.

Tilbuddet retter sig særligt til “barer, reklame-bureauer og producenter af øl, vin og spiritus,” skriver nævnet.

“Alkoholreklamenævnet har som en af sine vigtigste opgaver at gå i dialog med de erhvervsdrivende om deres markedsføring, så vi i fællesskab med dem opnår et velreguleret marked, hvor der hverken sker markedsføring af drikkevarer med alkohol over for børn og unge eller opfordres til druk,” siger formanden for Alkoholreklamenævnet, Marlene Winther Plas i pressemeddelsen.

Udmeldingen kommer efter dialog med branchen. Der har i løbet af efteråret 2021 været flere historier i Politiken om eksempelvis nordens største barkæde, Rekom, der har lavet aggressiv og ulovlig markedsføring.

Tiltaget får ros af Rekom.

“Det er et vigtigt og positivt signal om, at nævnet tager ansvar for branchen. Derfor er det også en mulighed, som vi – og forhåbentlig mange af vores kolleger i branchen – vil benytte os af. På trods af intentionen om at gøre det rigtige, så bliver der – og er blevet – begået fejl i markedsføringen i vores branche,” udtaler politisk chef i Rekom, Lars Børsting, i pressemeddelelsen.

Også Forbrugerrådet Tænk roser tiltaget fra Alkoholreklamenævnet.