Hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, så er det det som regel også.
Men det kan være svært at modstå den billige bærbare eller smartphone, som ’Jens fra Vejle’ vil sælge.
Og det skal en ny kampagne, udviklet af det kreative bureau Pong for Nationalt Center for It-Kriminalitet, nu forsøge at lave om på.
”Det er især danskere i alderen 20 til 29 år, der franarres penge, og vi håber, at kampagnen vil minde dem om at bruge deres kritiske sans,” siger leder af forebyggelse og analyse i NCIK, Kresten Munksgaard, i en pressemeddelelse om indsatsen, der støttes af TrygFonden.
Han tilføjer, at det netop nu op til studiestart er relevant.
”Her kan det være oplagt at købe bærbar, smartphone og andre nødvendige ting til studiet på nettets mange handelsplatforme. Derfor er det vigtigt at huske de gode råd til sikker nethandel.”
Omdrejningspunktet for kampagnen er, at man skal lytte til sin mavefornemmelse, og det har de kreative hos Pong valgt at tage temmelig bogstaveligt.
" Det er et opsigtsvækkende og interessant billede, som de fleste gerne vil have en forklaring på.Mikkel Elung, kreativ direktør og partner, Pong
For i kampagnefilmen, der lige har fået premiere, fører den unge hovedperson i filmen netop en længere dialog med sin ’mavefornemmelse’, der godt ved, at man skal se sig for.
Hvad siger ’mavefornemmelsen’?
Mikkel Elung, kreativ direktør og partner på Pong, oplyser, at kampagnen er “udviklet i samarbejde med en række dygtige efterforskere og inspireret af konkrete anmeldelser af svindel”.
”Dialogerne mellem offer og svindler viste, at svindlerne er skræmmende professionelle. De har overbevisende dækidentiteter og er dygtige til at skabe et bånd til offeret. Vi kunne også se, at det ofte er i pressede situationer, hvor man rigtig gerne vil have en bestemt vare, at man glemmer at lytte til sin mavefornemmelse,” skriver han på mail til Markedsføring og tilføjer:
”Den indsigt blev grundlaget for kampagnen: Hvis vi kan få flere til at lytte til deres mavefornemmelse, stoppe op og overveje om alt er, som det skal være – så kan vi gøre livet svært for svindlerne.”
Udfordringen var blandt andet, skriver Mikkel Elung videre, at målgruppen ofte føler, at de har styr på det, når de handler online.
Artiklen fortsætter under billedet.
”Så vi har forsøgt at udvikle en kreativ løsning, der skiller sig ud og vækker opsigt, så de lægger mærke til vores budskab. Og da kampagnen primært lever på digitale og sociale medier, så ledte vi også efter en kreativ idé, der var interessant fra første sekund. Derfor faldt valget på en ung mand, der har et ekstra hoved i maven,” skriver han og tilføjer:
”Det er et opsigtsvækkende og interessant billede, som de fleste gerne vil have en forklaring på. Og så gav det mulighed for at skabe en dialog mellem personen og mavefornemmelsen, der formidler nogle af de gode råd, som det er en god idé at følge.”
Titusinder snydes
Sidste år blev flere end 10.000 danskere, ifølge NCIK, snydt i en handel med andre på nettet.
Og med 6.800 anmeldelser indtil videre i 2023, er netop denne form for svindel den mest almindelige form for IT-relateret økonomisk kriminalitet.
I forbindelse med den aktuelle kampagne vil NCIK i samarbejde med Politiets Online Patrulje køre en række online-arrangementer, hvor både unge og deres forældre kan få gode råd til at undgå at blive snydt, når de handler med andre.
Blandt de gode råd, der fremgår af NCIK’s pressemeddelelse er for eksempel, at ”man bør forholde sig skeptisk, hvis sælger beder om at overføre penge til en anden konto end sælgers egen, hvis sælger har meget travlt med at gennemføre handle, eller hvis der er tale om en dyr vare til en meget lav pris.”
Du kan se den nye kampagnefilm herunder: