”Hvor sjov kan én aften være?”
Sådan spørger hovedpersonen ’Lasse’, tydeligt frustreret, midt i en bryllupsscene i en ny kampagnefilm fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.
Filmen, der har reklamebureauet Robert/Boisen & Like-minded ved det kreative ror, er seneste skud på det prisbelønnede ’Fuld af Liv’-koncept, som siden 2014 har haft til formål at skabe en fest- og alkoholkultur blandt unge, hvor man drikker mindre og oplever mere.
Den seks minutter lange film fortæller ’Lasses’ historie fra en helt særlig aften med vennerne, og til han som gammel mand får leveret en pakke ude i sin campingvogn.
Håbet er, ifølge Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og Fuld af liv-indsatsen, at få unge til at reflektere over deres alkoholforbrug og skrue ned for indtaget.
Artiklen fortsætter under billedet.

“FOMO følelsen (Fear of missing out, red.) spiller en central rolle i kampagnen, fordi det er en følelse mange unge kan genkende og helst vil undgå. Med et humoristisk greb viser vi, hvor galt det kan gå, når man misser den mest legendariske aften i vennegruppen, fordi man har drukket for meget,” siger han i en pressemeddelelse om den nye kampagne.
Bygger på nye tal
Kampagnen kommer på baggrund af en ny spørgeskemaundersøgelse, som Epinion har gennemført for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.
I undersøgelsen har man spurgt 630 unge i alderen 18-24 år til forskellige oplevelser med alkohol.
Og selv om alkohol for mange unge er forbundet med fest og sjove oplevelser, så har mange også prøvet at gå kolde, blive dårlige eller få black outs og dermed gå glip af for eksempel fødselsdage, koncerter eller studiefester.
" Det handler alt sammen om dramaturgi, og det har det altid gjort.Alexander Faxø, Senior Brand Activation Strategist, Robert/Boisen & Like-minded
Ifølge de nye tal kunne 54 procent i aldersgruppen således nikke genkendende til at være gået glip af oplevelser, de gerne ville have været med til, fordi de havde fået for meget indenbords.
60 procent af de adspurgte sagde, at de inden for det seneste år havde drukket så meget, at de næste dag ville ønske, at de havde drukket mindre.
”Vi ved, at mange unge drikker alkohol for at have det sjovt, og derfor er det ærgerligt, når alkohol står i vejen for de gode oplevelser. Vi vil gerne sætte fokus på, at man kan få mere ud af aftenen, hvis man skruer lidt ned for alkoholindtaget. Det gavner både sundheden og festen,” siger Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden, i meddelelsen.

Har aldrig været bekymrede for lange formater
Tidligere har Robert/Boisen & Like-minded kreeret de prisvindende kampagnefilm ”Spritstiv Speeddate” og ”Pølsepresser du?” under ’Fuld af Liv’-konceptet.
Begge var til den lidt længere side, især førstnævnte, som var bygget op som en slags eksperiment og varede godt fire minutter. Men den nye film om ’Lasse’, der går glip af noget, han nok gerne ville have oplevet, varer over seks minutter.
“Vi har aldrig været bekymrede for at gå med et længere format. Der er ikke noget i evalueringer af de tidligere ’Fuld af Liv’-kampagner, der viser, at man ikke kan lykkedes med et længere format over for en ung målgruppe. Tværtimod,” skriver Alexander Faxø, Senior Brand Activation Strategist, Robert/Boisen & Like-minded, i meddelelsen.
Han mener, der er en ”falsk dikotomi” at se moderne, ungt medieforbrug og længere formater som værende to modsætninger.
“Det handler alt sammen om dramaturgi, og det har det altid gjort. Derfor tror jeg heller ikke det er tilfældigt, at medieplatforme som TikTok og Instagram Reels, der tidligere blev udråbt som værende tiltænkt short-format, nu tillader videoformater på henholdsvis 10 og 15 minutter – henholdsvis organisk og paid,” skriver han.
Det betyder dog ikke, at kampagnen ikke også vil kunne opleves i kortere formater:
“Når det så er sagt, så kan der jo sagtens være tidspunkter i mediebruget, hvor det ikke lige giver mening, at man fordyber sig i indhold på +6 minutter. Derfor har vi rundt om vores længere hero-format også udviklet nogle kortere formater, som både teaser for- og minder om herofilmen.” lyder det fra Alexander Faxø.
Se filmen her – Tore Frandsen har instrueret og New Land og Gobsmack Productions har produceret.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger