Den nordiske bureaugruppe The North Alliance, NoA, skaber nu endnu en enhed under NoA-navnet.

Navnet bliver NoA Ignite, og bureauet rummer på dansk grund Hello Great Works.

Hertil kommer Making Waves, der har kontorer i Norge, Sverige og Polen, og Oakwood, der holder til i Sverige.

Alle er i forvejen en del af The North Alliance familien.

NoA’s CEO, Mikael Jørgensen, siger i en pressemeddelelse, at der er tale om ”en meget kraftig manifestation af vores strategi om at ville konkurrere med de absolut bedste”:

– Med NoA ønsker vi ganske enkelt at blive den fortrukne partner, når det drejer sig om at skabe vækst – og vi har størrelsen, erfaringen og talentet til at lykkes med det, tilføjer han.

Klar vækstagenda

Det nye NoA Ignite kommer til at rumme op mod 350 digitale designere, udviklere og konsulenter.

Jakob Langemark, adm. direktør i NoA Ignite Danmark. Foto: PR.

Og der kommer øget fokus på udvikling, siger Jakob Langemark adm. direktør, NoA Ignite Danmark til Markedsføring:

– Vi står allerede stærkt i markedet som designhus, og det bliver vi ved med. Men med den nye organisation kan vi samtidig sætte øget fokus på bl.a. e-business og e-commerce.

I Danmark rummer NoA Ignite på nuværende tidspunkt godt 50 medarbejdere, fortæller Jakob Langemark:

– Og vi har en klar vækstagenda. Der er allerede kommet otte nye til i år, og vi forventer at blive omkring 80 inden for det kommende år.

Om NoA

NoA (The North Alliance) blev grundlagt i 2014 med sammenlægning af en række nordiske bureauer – herunder danske & Co.

I dag består gruppen samlet set af godt 900 medarbejdere og 115 partnere fordelt på kontorer i Oslo, Stockholm, Krakow, København og Los Angeles.

Foruden NoA Ignite består den danske NoA-familie i dag af NoA Connect, NoA Consulting, NoA Health, Bold Scandinavia og det kreative reklamebureau & Co.

I Danmark tæller NoA samlet set godt 180 medarbejdere, der alle sidder samlet på kontoret i København.

Men har I så også sagt farvel til nogen?

– Et par stykker, ja, men primært folk, der selv har ønsket at stoppe.

Familienavnet breder sig

Med NoA Ignite fortsætter den nordiske bureaugruppe striben af ”navne-tilpasninger”, der især har taget fart gennem de seneste to år.

I 2019 kom NoA Health til som nyt healthcare-bureau.

Samme år blev EDEN dannet – et data-drevet marketing konsulenthus, der designer og bygger marketing driftmodeller for kunderne.

EDEN blev året efter fusioneret med norske Proletar og omdøbt til NoA Connect.

I 2020 blev NoA’s konsulentenhed, Clay, omdøbt til NoA Consulting – og nu har bureaugruppen altså igen samlet nogle af sine enheder under et NoA-navn.