Når de danske fodboldherrer klokken 14 i dag åbner VM i Qatar med sin første kamp mod Tunesien, bliver det uden det omdiskuterede One Love-armbånd, som landsholdsanfører Simon Kjær ellers planlagde at bære, skriver TV 2.
Armbåndet skulle være en protest fra flere lande mod Qatars overtrædelser af menneskerettighederne – og et forsøg på at sætte fokus på blandt andet vilkår for LGBT+ i landet.
Men det har DBU og landsholdet droppet, fordi fodboldorganisationen FIFA har meldt ud, at dommeren vil stange gule kort ud til de spillere, der bærer armbåndet.
Det har vakt stor kritik fra blandt andet DBU, skriver TV 2 også.
Men nu har danskere selv mulighed for at printe armbåndet ud og tage det på som en markering under kampen.
Kreativ hos reklamebureauet Robert/Boisen & Like-minded, Magnus Mynderup-Bjørnshave, har nemlig lavet en printervenlig version af armbåndet, som han deler med alle, der vil have det på.
”Jeg tror, vi alle sad i går og syntes, det var vildt irriterende, at de ikke ville tage armbåndet på. Og der kunne jo være fans, der gerne ville vise det frem på deres arbejdsplads. Så derfor syntes jeg, det var fedt, hvis vi kunne tage det på, når Simon Kjær og de andre anførere ved VM ikke skal bære det,” siger Magnus Mynderup-Bjørnshave om, hvorfor han har lavet en print-selv-udgave af armbåndet.
Han fortæller også, at han allerede selv har fået det printet og kommer til at bære det under kampen mod Tunesien.
”Jeg har fået en god kollega til at hjælpe mig med at få det printet ud i A3-format. Jeg havde lavet det i A4-format først, men det kunne ikke nå rundt om armen, så det kan man nu. Vi kommer til at få det printet ud herinde,” siger han.
Hvorfor synes du, det er en vigtig markering?
”Jeg synes, det er indlysende. Det handler om menneskerettigheder og kærlighed, og hvorfor skulle vi ikke have fokus på det? Vi skal vise, hvem vi er, når vi har muligheden for det,” siger Magnus Mynderup-Bjørnshave.
Du kan selv downloade armbåndet her, hvis du har lyst. Og du kan herunder se, hvordan print-selv-udgaven af anførerbindet ser ud:
