Hvad er klimaaftrykket fra dine reklamer, når de kommer på print? Hvor meget CO2 udleder dit website? Og hvad er prisen for klimaet, når du producerer din kampagne?

Alt det vil mediebureauet OMD fremover hjælpe sine kunder med at svare på. Selskabet har lanceret OMD Momentum, der er en strategisk satsning på ESG-rådgivning, og Momentum rummer blandt andet en CO2-beregner til OMDs kunder.

Men ifølge Jane Sørensen, der er er executive director hos OMD, er det vigtigste i OMD Momentum, at mediebureauet vil hjælpe sine kunder med dybdegående rådgivning om alt inden for ESG – og her er CO2-beregneren kun en lille del af billedet.

”Rådgivningsproduktet er klart først. Og så ser vi, om der er knapper, de og vi kan skrue på i deres egen udledning,” siger Jane Sørensen.

”Det er ikke nok, at vi kun ser på effekten af den enkelte annonce direkte på klimaet. Rådgivningen er langt vigtigere. For kan du med dit produkt ændre 500.000 danskeres forbrug, så det bliver mere bæredygtigt – eksempelvis ved at bruge mindre vand lige nu, hvor vi har tørke – så er den ændrede forbrugeradfærd jo langt vigtigere end selve aftrykket af en kampagneindsats,” siger hun.

En naturlig udvikling

OMD Momentum er et globalt initiativ fra mediebureau-gruppen. Men det er i Danmark, at selskabet lancerer det først og går ud og fortæller om det, forklarer Jane Sørensen.

Hvad skal det give OMD som forretning?

”At vi fortsat er de bedste partnere til strategisk rådgivning. Det er en naturlig udvikling, at vi har viden på det her område. Så vi gør det for at forsvare vores position som de bedste rådgivere for kunderne, der skaber vækst for kunderne, der også går hånd i hånd med deres ESG-mål og -agendaer,” siger Jane Sørensen.

Hun understreger også, at det er centralt at gå skridtet videre end kun at afklare klimaaftrykket fra annonceringen og kampagner, hvis branchen for alvor skal rykke noget på blandt andet den grønne omstilling og det sociale ansvar for virksomheder.

”Vi kan udregne CO2-aftrykket og give transparens, indsigt og viden, så de kan tage det med i deres afrapportering og deres arbejde. Men det er ikke udelukkende det, Momentum handler om. Det handler i særdeleshed om, at vi gerne vil hjælpe dem med at løfte deres forlængede ansvar over for samfundet og forbrugernes adfærd,” siger hun.

Massiv konkurrence

Der er massiv konkurrence om at markere sig inden for ESG- og bæredygtighedsrådgivning på det danske og nordiske bureaumarked.

Senest har bureaugruppen Dentsu i Danmark lanceret en beregner af klimaaftryk på medieindrykning – det sker, imens Dentsu har et stort fokus på bæredygtighedsrådgivning, som blandt andet Julie Daugaard tidligere har fortalt Markedsføring om.

Samtidig har den store nordiske bureaugruppe The North Alliance (NoA), der ejer reklamebureauet & Co., også meldt ud til Markedsføring, at man satser mere på bæredygtighed fremadrettet.

“Bæredygtighed kommer til at fylde rigtig meget i fremtiden. Markedet er klar, og virksomhederne er klar,” har CEO Ørnulf Johnsen sagt til Markedsføring.

Jane Sørensen ved også godt, at det er varmt vand, OMD hopper ud i.

Hvordan skiller I jer ud her, hvor der er så stor konkurrence?

”I stedet for bare at måle og se trends, så vil vi gerne skabe nogle indsigter, der kan give mere langsigtede forbrugerændringer, der også tilgodeser virksomheder. Det er rådgivning, der går helt ind i kernen af forretningen,” siger hun og uddyber:

”Grundlæggende handler det om, at vi skal varetage kundernes investeringer bedst muligt i vores rådgivning. En ting er salget. Men noget andet er, hvordan virksomhederne bliver opfattet af deres stakeholders, og hvordan de næste generationer ser på dem. Det kan være afgørende for, om du bliver fravalgt eller tilvalgt som samarbejdspartner eller af forbrugerne.”

Mere end et aftryk

Ifølge Jane Sørensen er der tale om, at seniorrådgivere og -profiler hos OMD internt har fået opdateret deres viden, så de kan rådgive kunderne bedst muligt om ESG.

Målet er, at OMD skal sidde med helt fra start og udforme kundernes strategier for klima, socialt ansvar og governance, forklarer hun.

”Vi starter med at se på, hvad virksomheden allerede gør, og hvad deres mål og ambitioner er. Og det handler ikke kun om klima, men om de 17 verdensmål bredt,” siger hun.

”Vi hjælper så virksomheden med at afklare, om den har de rette mål inden for sin industri og kategori. Vi giver en grundlæggende indsigt om markedet og målgruppen. Derudfra kan vi hjælpe med at etablere en position, der svarer til de ønsker, virksomheden har. Vi laver en konkret strategi, et brief der kan bruges over for reklame- og pr-bureauer samt til at planlægge deres egen mediestrategi. Vi afklarer også vækstmuligheder, og hvordan deres budskaber i sidste ende kan kommunikeres i kampagner, i medierne og på deres emballage. Så vi er med som rådgivere hele vejen.”

Ifølge Jane Sørensen oplever OMD allerede interesse for OMD Momentum. Men vigtigst af alt håber hun, at rådgivningen kan være med til at rykke forbrugerne.

”Det, der for alvor driver noget, er de store resultater,” siger hun.