Måltidskassefirmaet Simple Feast er i luften med en ”junkfood-blocker”, der skal kickstarte en debat om de mange reklamer for junkfood og forarbejdet mad, alle udsættes for online hver dag.

– Med vores ad blocker forsøger vi med en humoristisk tilgang at sætte fokus på, hvad forarbejdet mad gør for vores velvære, lyder det fra Jakob Jønck, medstifter og CEO i Simple Feast i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

– Vi er mere digitale end nogensinde før, og vi og vores børn bliver konstant eksponeret for reklamer for forarbejdet mad og junkfood, mens vi i virkeligheden burde spise mere grønt og mere hel, uforarbejdet mad.

Blokerer alle reklamer

Simple Feasts nye ”Junkfood-blocker” er et stykke software, der ikke bare fanger online-reklamer for junkfood, men alle bannere, som man kender det fra mere traditionelle ad blockere.

”Junkfood-blockeren” adskiller sig ved, at alle disse reklame-bannere, herunder også Simple Feast egne, erstattes med billeder af broccoli og andre grøntsager.

Og selvom der skydes med spredehagl i reklame-blokeringen, så er ”det særligt reklamerne for forarbejdet mad, der er målet”, lyder det i pressemeddelelsen, hvor Jakob Jønck fra Simple Feast også slår fast, at det også handler om at tilbyde ”en løsning til de forældre, der ikke ønsker, at deres børn hver eneste dag udsættes for reklamer, som har til formål at sælge næringsfattige fødevarer”.

Primært en PR-båren kampagne

Ifølge Thorkild Bjerre, der er Creative Partner i Another, som er bureauet bag den nye Simple Feast-kampagne, så er de grøntsags-gif’er, folk ser i stedet for online-reklamerne, ikke klikbare.

– Indsigten er ret simpel “out of sight, out of mind”. Derfor vil gerne hjælpe folk med at fjerne fristelserne fra deres skærme, og samtidig gøre det lidt underholdende, siger han til Markedsføring.

Han forklarer også, at ”junkfood-blockeren”, er en del af en større PR-kampagne.

Thorkild Bjerre, Creative Partner, Another. Foto: PR

Brand fortællinger er i høj grad drevet af PR, og med Junk Food Blocker’en håber vi på at sætte yderligere gang i den diskussion, der allerede har fyldt meget i medierne i England, siger Thorkild Bjerre.

Her har premierminister Boris Johnson de seneste uger haft store dele af reklamebranchen på nakken, da han har stillet forslag om at forbyde reklamer for junkfood, altså mad- og drikkevarer med et højt indhold af sukker, fedt eller salt, online. 

Forbuddet skal ses som et led i bekæmpelsen af den overvægts- og fedme-krise, Storbritannien befinder sig i. Den britiske regering har estimeret, at britiske børn under 16 år i 2019 blev eksponeret for 15 milliarder junk food-reklamer online mod 700 millioner i 2017.

Ifølge Thorkild Bjerre har Simple Feast og Another arbejdet på ”junkfood-blockeren”, et godt stykke tid før, debatten begyndte at rase i Storbritannien.

Har før vakt opsigt

Thorkild Bjerre forklarer endvidere, at Simple Feast er et udfordrer-brand, der ”gerne vil udfordre den måde vi producerer og spiser mad på”, og den tilgang har tidligere resulteret i opsigtsvækkende kampagner.

Et eksempel stammer fra september 2018, hvor virksomheden i en kampagne sammenlignede kødspisere med rygere og oprettede en ”kvit kødet”-hjælpeline.

Mindre kontroversiel – men også meget omtalt – var en kampagne i august 2019, hvor Casper Christensen, komiker, skuespiller med meget mere, gik i brechen for Simple Feast efter at være blevet veganer.

Den nye ”junkfood-blocker”, der lanceres 25. november, skal ses som Simple Feasts tredje brand-kampagne,

”Junkfood-blockeren” bliver tilgængelig over hele verden, og den tilhørende kampagne-video kommer til at køre på sociale medier og vises på digitale outdoor-bannere flere steder i landet.

Du kan selv teste ”junkfood-blockeren” ud her, og se en film om kampagnen herunder: