I 00’erne sang Erann DD “Still believing” og “Wanna Wake Up With You”, så hjerterne smeltede. Nu er han frontfigur i en ny kampagne fra madspildsappen Too Good To Go.

Det oplyser Too Good To Go i en pressemeddelese.

Kampagnen går i luften i dag og skal bakke op om et internationalt initiativ fra madspildsappen, der skal introducere et nyt mærkat.

Mærkatet bliver implementeret på over en milliard varer og en lang række kendte brands i foreløbig 10 europæiske lande, og det skal guide forbrugerne til at se, lugte og smage på varer mærket ‘bedst før’, inden de smider dem ud.

Og hvorfor Erann DD? Ja, det handler ifølge parterne om, at man har vurderet, ”at han er det perfekte eksempel på, at man stadig kan være fremragende, selvom nogen måske vil mene, at man er gået på datoen.”

Om Too Good To Go

Madspildsappen Too Good To Go blev lanceret i Danmark i 2016, og de nu over 46 millioner brugere har siden da reddet mere end 98 millioner lykkeposer med overskudsvarer

Det svarer til over 245.000 tons sparet CO2

Appen er aktiv i 17 lande

Kilde: Too Good To Go.

Kærlighed. Eller madspild

“Erann er for os at se den perfekte formidler af det budskab, vi gerne vil ud med. At man skal bruge sine sanser, inden man automat-kasserer. Vi har i den forbindelse draget parallel til musikbranchen, hvor holdbarheden så at sige ofte er kort,” siger landechef for Too Good To Go, Heidi Boye, i pressemeddelelsen, og tilføjer:

”Og her er Erann det perfekte eksempel på, at det ikke behøver at være sådan. Han gør det jo stadig fantastisk, og hans stemme bliver bedre og bedre,” 

Erann DD lægger både ansigt og lydspor til kampagnen i form af en musikvideo med en sang, der måske handler om kærlighed. Måske om madspild. 

Kampagnen er udviklet inhouse, og kampagnefilmen med Erann DD i hovedrollen er ligeledes skabt inhouse hos Too Good To Go, oplyser pressechef Tanja Møller Andersen til Markedsføring.

I meddelelsen siger Erann DD selv om grunden til, at han valgte at sige ja:

“Jeg går generelt meget op i madspild, så det krævede ikke mange minutters betænkningstid, da Too Good To Go hev fat i mig. Især fordi, kampagnens budskab jo ikke kun er isoleret til mad. Vi skal generelt blive bedre til at bruge vores sanser og udfordre uberettigede udløbsdatoer.”

Se filmen med Erann DD her.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger