Nåle, hvide kitler og klaustrofobiske scanninger. Der er nok at blive bange og utryg over for et sygt barn, der kommer i kontakt med læger og hospitaler.
Nu sætter en ny kampagne fokus på den store betydning, de små ”krammebamser”, som TrygFonden siden 2007 har uddelt til syge børn, rent faktisk har – for nogle endda selv, når børnene er blevet raske og voksne. Det skriver bureauet Robert/Boisen & Like-minded i en mail til Markedsføring.
I kampagnefilmen, som bureauet har skabt sammen med Gobsmack og New Land, fortæller Maja sin historie.
Som lille fik hun konstateret en hjernesvulst – eller en ‘dut’, som hendes forældre kaldte den.
På hospitalet fik hun krammebamsen ’Thea’, som blev hendes trofaste følgesvend igennem 32 strålebehandlinger. I dag er Maja voksen og rask, men ’Thea’ er stadig en vigtig ven:
”Du ved det måske ikke, men hvis du er kunde i Tryg, så har du været med til at give mig min krammebamse. Den betyder mere, end du tror,” siger hun i filmen.
Og erfaringen viser, lyder det fra marketingchef i Tryg, Nichlas Gustafsen, i mailen, at det har en stor betydning for Trygs kunder at vide, at de er med til at gøre en forskel.
“Gennem den daglige dialog med vores kunder og vores løbende målinger oplever vi, at de både er taknemmelige for og stolte af de projekter, de er med til at realisere gennem TryghedsGruppen og TrygFonden,” skriver han og tilføjer, at de foreløbige tests af den nye film viser, at seerne bliver grebet af Majas historie.
”Klar til at ryste den kreative pose”
Den nye kampagne er seneste skud på stammen i et efterhånden syv år gammelt samarbejde mellem Tryg-familien og Robert/Boisen & Like-minded.
Kampagnerne – som internt kaldes ’Familiefortællingen’ – har rent kreativt kredset om at få Tryg-kunder, der ikke kendte til sammenhængen mellem Tryg, TryghedsGruppen og TrygFondens arbejde, til på egen krop at føle stolthed over deres bidrag.
Det gjorde man i praksis ved, at kunderne foran kameraet læste cases højt sammen med de personer, de havde været med til at redde. For eksempel via hjertestartere, livredder-tårne og redningskranse.
De enkelte kampagner under ’Familiefortællingen’ har i årenes løb vundet masser af priser, og sidste år vandt det samlede format guld ved Effie Awards i kategorien Sustained Success.
Men selvom formatet var en gennemtestet succes, var teamet klar til at ryste den kreative pose.
Derfor er kundernes oplæsning valgt fra, men kampagnen holder fast i de grundlæggende rammer for Tryg-familiens brands og budskab.
Det skriver det kreative team på kampagnen, Eva Stehr Ebbensgaard og Alberte Børling Anderson fra Robert/Boisen & Like-minded i mailen.
”Man skal være træde varsomt”
”Vores afsæt for kampagnerne har altid været ægte følelser og ægte fortællinger. I det kreative felt kan følelser være en abstrakt størrelse at arbejde med, fordi det meget hurtigt kan kamme over. Særligt når det handler om børn og deres følelsesliv i en sårbar situation,” lyder det fra Eva Stehr Ebbensgaard, mens Alberte Børling Anderson uddyber:
”Derfor var det vigtigt for os at finde den helt rette person, som kunne fortælle sin egen historie med krammebamsen – med sine egne ord og eget foto- og videomateriale til at understøtte fortællingen og tydeliggøre krammebamsens store betydning.”
De to kreative fandt frem til Maja gennem et længere casting-forløb, skriver de opfølgende til Markedsføring.
”Vi arbejdede sammen med en caster, som har stor erfaring fra tv-branchen. Folk har været gavmilde med deres historier, og der er rigtig mange, særligt forældre, som har delt deres historier med krammebamsen på Trygfondens facebookside,” skriver Eva Stehr Ebbensgaard og uddyber.
”Vi kontaktede en større pulje, og gennem flere runder af interviews mellem familierne og casteren snævrede vi det ind. Maja tikkede alle vores bokse af – for det første er hendes historie både rørende og ret vild. For det andet er hun voksen den dag i dag, og så havde hun en stor lyst til at fortælle sin historie, hvilket også var enormt vigtigt for os.”
Credits
TryghedsGruppen/TrygFonden
Morten Jakobsen, Kommunikationsdirektør
Signe Villumsen, Senior Projektleder
TrygFonden
Galina Plesner, Projektchef
Tryg
Nichlas Gustafsen, Marketingchef
Jesper Lysholdt, Head of Brand & Creative
Nisha Akhtar Krogh-Andersen, Senior Marketingkonsulent
Robert/Boisen & Like-minded
Ass. creative director: Eva Stehr Ebbensgaard
Creative: Alberte Børling Anderson
Extra credit: Mads Alexander Nielsen
Creative director: Heinrich Vejlgaard
Strategy director: Søren Christensen
Account manager: Mathilde Steen Account Director: Mette Ingemann
Gobsmack
Agency producers: Mette Tørsleff & Katrine Filt
VFX og online editor: Daniel Liversage
Exec. producer: Morten Bundgaard
New Land
Director: Casper Balslev
DoP: Maria Von Hausswolff
Producer: Gareth Warland
Exec. producers: Sara Samsøe & Thor Brammer Jacobsen
Editor: Rasmus Nyholm Schmidt & Peter Brandt
Sound design: Brian Dyrby
Musik: Lasse Martinussen & Simon Littauer
Grade: Lasse Marcussen
Hvad var jeres overvejelser i forhold til at ”bruge” Maja i kampagnen? De foregående film har også benyttet ægte personer, men her er vi meget tæt på én person, en ganske ung pige, i hele filmen?
”Det er jo klart, at man skal træde varsomt, når man arbejder med ægte mennesker. Og særligt, når det er et ungt menneske, som også deler ud af sit privatliv gennem både historie og tilhørende billedmateriale. Derfor har det også været væsentligt, at vi fandt en person, som ikke stadig var et barn, og som selv kunne stå inde for, at filmen blev lavet,” skriver Alberte Børling Anderson og tilføjer:
”Det har været vigtigt for både os og for vores samarbejdspartnere hos Tryg, TrygFonden og TryghedsGruppen at tilgå det med ordentlighed. Derfor har vi også arbejdet sammen med Maja og hendes familie og sparret med dem på manuskriptet, som også er skrevet med udgangspunkt i Majas egne ord. Fra starten af har aftalen været, at de til hver en tid kunne sige fra over for forskellige valg i produktionen.”
Bamser bliver ”en del af familien”
Hvert år uddeler TrygFonden omkring 50.000 krammebamser til børn på hospitaler og specialklinikker.
Siden 2007 er det blevet til flere end 900.000 krammebamser.
Og hvis man er i tvivl om, hvorvidt den pjuskede, hvide isbjørnebamse har en betydelig effekt, kan man blot tage et kig på TrygFondens facebookside.
Her deler forældre fra hele landet deres fortællinger om krammebamsens evner til at omfavne, trøste og skabe tryghed for deres børn.
“Krammebamserne kommer ud til mange familier landet over. Uanset sygdomsforløb, kan vi se, hvordan de hurtigt bliver en del af “familien” og er med til at sprede tryghed i en meget svær situation,” lyder det fra projektchef Galina Plesner fra TrygFonden i mailen.
Hun tilføjer:
”Det er meget rørende at læse folks reaktioner på krammebamserne, og den følelse vil vi gerne gengive med denne her film.”
Se filmen herunder – Gobsmack og New Land har produceret filmen, som Casper Balslev har instrueret.