Sidste års danske vinder af den prestigefulde, franske Bocuse d’Or-kokkekonkurrence, Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro, er klar med sit bud på en burger fra McDonald’s.
Hans pebersauce-burger kom på menukortet i McDonald’s-restauranterne tirsdag den 16. april, oplyser kæden, som sammen med sin mangeårige bureaupartner Nord DDB også har sendt en ny reklamekampagne i luften.
I kampagnefilmen ser man Brian Mark Hansen i køkkenet, hvor han smager, ændrer, smager igen, siger nej, laver om, smager igen. Og bliver ved.
Og det var netop det med at blive ved, indtil man synes, den er der, der stod tilbage hos bureauet efter første møde med Brian Mark Hansen.
Eller som Mads Schmidt, Senior Art Director på bureauet, skriver i en pressemeddelelse, så lå “den fælles værdi denne gang i det at gøre sig umage”.
“Vi skulle finde en interessant måde at fortælle om det at gøre sig umage. Samtidig med at vi også gerne vil fortælle om en burger, som tager udgangspunkt i en dansk klassiker – pebersauce”.
Historisk succes for McDonald’s
McDonald’s og Nord DDB havde premiere på projekt ”Homestyle x Gourmetkokke’ for efterhånden mere end tre år siden – tilbage i januar 2021.
Den britiske Michelin-kok fra Henne Kirkeby Kro, Paul Cunningham, var kreatøren bag den første burger i samarbejdet, og da den røg på menukortet, eksploderede McDonald’s IT-systemer ovre i USA.
Marie Hürdum, som på det tidspunkt var marketingdirektør hos McDonald’s i Danmark, fortalte dengang til Markedsføring, hvordan hun blev kontaktet af McDonald’s Global, der gerne ville vide, hvad der foregik i Danmark.
”Det var ret kort tid efter, at vi havde lanceret den første burger i vores nye koncept – Paul Cunninghams ’Homestyle Bearnaise’. Hos McDonald’s Global i Chicago kunne de se, at der var et eller andet, der var gået amok i Danmark, for tallene bimlede og bamlede, så de ville godt lige tjekke, om der måske var en fejl i vores systemer.”
Det var første gang, McDonald’s måtte melde udsolgt af en burger på dansk grund, og siden kom flere kokkesamarbejder til.
Herunder med Henrik Jyrk, der stod bag to asiatisk inspirerede burgere til McDonald’s, og Jonathan Berntsen, der stod bag burgerne Beef Burgundy og Chicken Caesar, der kørte i første halvår af 2022.
Skal sidde lige i skabet
Og med burgerkædens samarbejde med den prisvindende Søllerød-kok, Brian Mark Hansen, fortsætter konceptet med den sjette kok i rækken.
”Vi er utrolig stolte over, at vi med samarbejdet har tiltrukket ikke blot en af landets, men en af verdens bedste kokke. Med Homestyle Pebersauce har Brian Mark Hansen virkelig formået at kombinere klassiske, velkendte smage med fuldt drøn på saucer og konsistenser,” skriver Thomas Johansen, marketingchef, McDonald’s Danmark, i pressemeddelelsen.
Han tilføjer:
”Med kampagnen ønsker vi at vise danskerne, at kokkene lægger enormt meget arbejde i udviklingen af burgerne, og at kokkene har smagt og tilpasset, indtil burgeren sad lige i skabet”.
Peter Conlan, senior copywriter på Nord DDB, tilføjer, at der ligger noget ’Groundhog Day’-inspiration i kampagnen.
“Der lå noget interessant og uventet i, at Brian Mark Hansens dag, proces og arbejde starter forfra, når han møder en eller anden form for modstand. Han skruer, justerer og forfiner, indtil han er tilfreds.”
Se kampagnefilmen med Brian Mark Hansen herunder – kampagnen kører på TV, i biograferne, på YouTube og SoMe.
Den er produceret af Spoiled Productions og instrueret af Ian Isak.