Danskerne fortsætter med at flytte sig fra traditionelle medier og dagblade til fordel for streamingtjenester og TikTok. Det viser en ny rapport fra DR Medieforskning.

Undersøgelsen kan være et pejlemærke for annoncører i forhold til, hvor de skal lægge deres tid og penge. Her er fem hovedpointer fra rapporten:

#1 De unge er på TikTok

De kan næsten ikke længere komme som en overraskelse, men TikTok har overordentligt godt fat i medieforbrugerne. Her er det i særdeleshed de yngre aldersgrupper, der er kommet på det sociale medie.

I 2022 havde mediet 1,4 milliarder brugere. Og kigger vi på de danske telefoner alene, var antallet af ugentlige brugere i aldersgruppen 15-29 år 41 procent. En eksplosiv stigning fra tre procent i 2019.

Hos de yngste mellem 9 og 14 år blev der brugt 1 time og 18 minutter dagligt på TikTok. Næsten ligeså meget som YouTube, der stadig er mastodonten i medieforbruget hos de helt unge.

#2 Podcast-publikummet vokser

Podcast er blevet en fast del af vores medievaner. I 2010 fortalte 12 procent af danskerne, at de lytter til podcasts ind i mellem. I år var det tal steget til hele 44 procent.

Og hvis man kigger på de mest lyttede programmer, sætter vi pris på kontinuitet og aktualitet, når vi vælger at stikke noget i ørerne. Top 3 mest lyttede programmer er nemlig nyhedsprogrammet Genstart, krimipodcasten Mørkeland og samtalepodcasten Sara og Monopolet.

#3 Vi streamer mest på YouTube

Minut for minut er YouTube vores foretrukne streaming-medie. I gennemsnit bruger vi lige over 20 minutter dagligt på tjenesten, næsten det dobbelte af Netflix, TV 2 Play og DR Tv, hvor vi bruger henholdsvis 11,5, 10,8 og 10,6 minutter om dagen.

#4 Vi droppe dagblade og traditionelle medier

Ciao, ciao, tryksværte og traditionelt tv. For først gang i historien bruger vi danskere mere tid på nye medier end de traditionelle som dagblade og de to store tv-stationer.

Streaming tegnede sig for 27 procent af den samlede mediebrug, mens traditionelt tv stod for 22 procent og trykte medier for fem procent. DR Medieforskning skriver også, at der de sidste ti år er skåret halvanden time af vores daglige tv-forbrug.

Blandt de yngre blev der nærmest ikke set traditionelt tv. De 25-31 årige brugte 154 minutter på streaming om dagen, kontra 12 minutter på tv. Blandt de 15-24 var de 110 minutter til streaming og 10 minutter til tv.

Over de sidste ti år er vores forbrug af dagblade også faldet markant. I 2012 læste 78 procent af danskerne dagblade ugentligt. Det tal er 44 procent her et årti senere. Nu holder vi os opdateret på mobilen.

#5 TV 2 stjal tv-seerne

TV 2 tiltrak klart flest seere med en seerandel på 53 procent. Det er særligt sportsbegivenheder som Tour de France og VM, der stjæler vores opmærksomhed – samt og programmet Badehotellet.