Danske youtubere bidrager med et trecfiret millionebeløb til den danske økonomi. Og YouTube vokser i Danmark. Det viser en ny rapport, som Oxford Economics har lavet på vegne af YouTube.
Her lyder det, at danske youtubere bidrager med cirka 260 mio. kr. til Danmarks bruttonationalprodukt. Det svarer ifølge undersøgelsen til godt 1.500 fuldtidsjobs.
Og det vækker stolthed hos YouTubes europæiske chef, Pedro Pina.
”Det er en hel sektor og svarer til, hvad staten bruger på kultur og kunst. Det svarer til 1.500 fuldtidsansatte. Det er cirka størrelsen på TV 2. Det er et betydeligt bidrag til økonomien. Og det er vi meget overrasket over,” siger Pedro Pina, der kalder det ”en ny økonomisk sektor”.
”Vi kunne se, at de bidragede, men vidste ikke, hvor stort det var. Derfor fik vi Oxford Economics, som er en uafhængig tredjepart, til land for land at vurdere, hvor meget velstand YouTube skabte. Vi kalder det indholdsskaber-økonomi, fordi det er vores og helt nyt.”
Markant flere store youtubere i Danmark
Rapporten viser samtidig, at der i Danmark er flere end 350 kanaler, der har mere end 100.000 følgere. Det er ifølge rapporten en stigning på 25 procent fra 2021.
”Og 70 procent af tiden, som folk ser på danske skabere, bliver set i udlandet. Så det er også en eksportøkonomi. Det er vigtigt for Danmark faktisk at eksportere,” siger Pedro Pina.
Og det mest populære indhold på danske YouTube-sider er indhold, der rummer læring. 83 procent af 2.000 adspurgte danske brugere i YouTubes undersøgelse svarer, at de bruger YouTube til læring og at få ny viden. 59 procent svarer, at de blandt andet ser gør-det-selv-videoer på YouTube.
”Vi fandt også ud af, at YouTube bruges utroligt meget til læring i Danmark. Vi har det største globale butik med how-tos. Det er YouTube, hvor du kan finde svaret på, hvordan du fikser ting, eller kan lære ting,” siger Pedro Pina, der samtidig forklarer, at YouTube også generelt bliver brugt meget af lærere til undervisning i skoler.
”Hvis ikke det er økonomisk og samfundsmæssig effekt, så ved jeg ikke, hvad der ellers skulle være det,” siger han.
Lige så stort som TV 2
Samlet slår resultaterne, ifølge Pedro Pina, fast, at YouTube – der har fire millioner danske brugere hver måned – er en kanal, som annoncører og brands i Danmark ikke kan komme udenom.
Hvad er det vigtigste take-away for danske annoncører her?
”Det er, at YouTube er det nye mainstream-medie. Mange tror, at YouTube er en digital platform i kanten af mainstream-medierne. De tror, det er et supplement til de etablerede medier. Men på en månedlig base når vi fire millioner danskere. Hvis ikke det er mainstream, så ved jeg ikke, hvad der er,” siger YouTube-chefen.
”Alene det reach og det omfang, YouTube har, er noget, som annoncører ikke altid er bevidste om, og de burde bruge mere tid på at forstå YouTube. Og du skal virkelig forstå det godt.”
Undervurderer danske annoncører potentialet i YouTube?
”Nogle gør ikke, nogle er fænomenale. Nogle laver fantastisk indhold. Men andre gør og har stadig en rejse, de skal på.”
Chef: Umuligt at komme udenom
Pedro Pina opfordrer annoncører, der gerne vil gøre brug af YouTube som platform til branding eller annoncering, til at sætte sig dybt ind i, hvordan det virker.
”De skal bruge tid med en indholdsskaber for virkelig at forstå YouTube. Skabere forstår deres publikum bedre end nogen andre. De forstår på helt fantastisk vis, hvordan de fanger deres publikum. De er eksperter i marketing, fordi de er deres eget brand. Skabere på 18 år ser på data fra deres publikum, tilpasser sig og lærer af det. Enhver CMO eller marketeer, der skal arbejde med det, skal bruge tid med skaberne, for de kan lære meget af det,” siger Pedro Pina.
Han forklarer samtidig, at YouTube har udgivet en guide – ABCD – der viser annoncører, hvordan de bedst kan bruge YouTube mest effektivt.
Grundlæggende, siger han, så er YouTube et stærkt værktøj til annoncering – men at annoncører nøje skal overveje, hvordan de bruger platformen.
”Hvis du gerne vil annoncere noget, eksempelvis et nyt produkt, så er paid advertising nok det bedste, fordi du vil vide præcis, hvem du når, og du vil få sat reklamen foran de rette videoer, så du i morgen kan ramme 50 procent af Danmark,” siger Pedro Pina, som tilføjer:
”Men måske er det ikke det, du vil. Måske har folk spørgsmål om, hvordan et produkt bliver lavet. Så vil du ikke skubbe den information frem, men den skal være tilgængelig. Og du ved, at de går til Google og YouTube for at få svaret. Hvis du er stolt af din proces med at lave produktet, så kan du lave en video om det. Eller får du kritik fra omverdenen, kan du have brug for at have en video, hvor dine eksperter forklarer din side af historien og forsikrer kunderne om kvaliteten.”
Han understreger, at annoncering eller at skabe indhold på YouTube ikke nødvendigvis er det rette, hvis man stadig er ved at få styr på sit produkt og sin forretning. Men for store brands mener han, at YouTube er umuligt at komme udenom.
”Hvis du er et brand, så har du et ønske om at kommunikere noget. Ellers er du ikke et brand. YouTube er en åben platform, så hvis du har noget at sige, og du har et kamera, er YouTube dit sted.”
Rettet kl. 8.50, 19/10: Af artiklen fremgik det oprindeligt, at YouTube havde haft en vækst i antal indholdsskabere i Danmark med over 100.000 følgere på 15 procent det sidste år. Dette havde YouTube oplyst til Markedsføring, men YouTube har efterfølgende forklaret, at der var tale om en fejl, og at væksten er på 25 procent. Samtidig oplyser YouTube, at der er over 350 danske YouTubere med mere end 100.000 følgere – ikke 380, som selskabet havde oplyst.