Ledigheden blandt salgs- og marketingsansatte fortsætter ned, og i december lå ledighedsprocenten på 2,8 procent – mod 3,19 procent for november.

Det viser nye tal fra Business Danmark.

Det er et markant dyk sammenlignet med samme periode 2020, hvor ledighedsprocenten lå på henholdsvis 5,7 og 5,6, og det betyder, at ledigheden i faget nu lægger sig på niveau med snittet for andre faggrupper.

Tal fra Danmarks Statistik viser således et fald i ledighedsprocenten fra 3,0 til 2,8 procent af arbejdsstyrken – det laveste niveau siden november 2008.

”Det er det laveste niveau i branchen siden 2016, og jeg ser det som en ekstremt positiv udvikling,” siger Martin Kildgaard Nielsen, der er CEO hos Business Danmark.

Styrkeforhold vendt på hovedet

Han mener, udviklingen bør blive bemærket af både arbejdsgivere og lønmodtagere. 

”Det vender jo magtforholdet lidt på hovedet på arbejdsmarkedet, så virksomhederne skal passe godt på deres medarbejdere lige nu. Der er efterspørgsel på dem i markedet,” siger Martin Kildgaard Nielsen.

”På samme måde er beskæftigelsestallene gode nyheder for de lønmodtagere, der måske ser sig om efter andet arbejde,” tilføjer han og peger på, at udviklingen især er godt nyt for de nyuddannede, som under nedlukningen har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Men mærker I så ikke nedgang i jeres egen forretning, når nu ledigheden falder?

”Nej, faktisk ikke. Det ser ud som om, vores medlemmer holder fast. Formentlig fordi det seneste par år har mange, at det giver god mening.”

Grund til at glæde sig

Umiddelbart ser Martin Kildgaard Nielsen ikke de helt store skyer i horisonten i forhold til, om den positive udvikling kan fastholdes. Og så alligevel.

”Det er klart, at inflationen kan spøge. Den buldrer afsted i USA i øjeblikket, og stiger inflationen, stiger ledigheden også, på grund af den udhulede købekraft,” siger han.

Business Danmark-direktøren tilføjer dog, at han ”her og nu” mener, der er grund til at glæde sig over udviklingen.

”Det er jo en udvikling, der har været lidt imod alle odds, hvis man ser på det seneste par år. Og det er klart, at pandemien stadig kan være en usikkerhedsfaktor, fordi nye coronavarianter kan dukke op. Men for nu glæder jeg mig over udviklingen.”