Reklamebureauerne er mest kendte, mediebureauerne er bedst kendte. Det er den korte opsummering af 2024-udgaven af MyImage Bureau, der er produceret af analysehuset MyResearch.

Syv ud af landets 10 mest kendte bureauer er reklamebureauer.

Øverst på listen over de bureauer, som danske annoncører kender bedst, troner igen i år Kunde & Co., som ikke færre end 90 procent af de 1.028 respondenter i årets analyse siger, at de som minimum kender navnet på.

På andenpladsen ligger mediebureauet Carat, og lige efter følger i nævnte rækkefølge Mensch, &Co. og Dentsu X.

Først nede på 16. pladsen dukker et af de digitale bureauer op, i skikkelse af Valtech, så de digitale bureauer halter stadig bagud på kendskabet blandt annoncørerne. 

Artiklen fortsætter under skemaet.

Illustration: MyResearch

Mediebureauer vinder på kvalificeret kendskab

Til gengæld ser billedet straks anderledes ud, når man kigger på det, der i analysen hedder ’kvalificeret kendskab’ eller Top 2-kendskab.

Det er kendskabstallet, hvor man kun regner svarene ”kender indgående” og ”kender godt” med.

På dén liste udgøres Top 10 i stedet af seks mediebureauer, tre reklamebureauer og et enkelt digitalt bureau. 

Årsagen, vurderer Mogens Østergaard, adm. direktør i MyResearch, er historisk.

”Det handler dels om, hvor mange år de har været på markedet og om deres kundegrundlag,” siger han til Markedsføring og uddyber:

”I forhold til mediebureauerne er der også færre af dem på markedet, og da stort set alle annoncører anvender et mediebureau, vil der alt andet lige være flere, der kender mediebureauerne ”indgående” og ”godt”.”

At reklamebureauerne dominerer på totalkendskab, kan der være flere grunde til, mener Mogens Østergaard, der blandt andet vurderer, at reklamebureauerne “er mere aktive med markedsføring”.

I forhold til de digitale bureauer, mener MyResearch-direktøren også, at det handler om alder.

”De digitale bureauer er typisk langt yngre end både reklame- og mediebureauer,” siger han.

Artiklen fortsætter under skemaet.

Illustration: MyResearch

Til gengæld markerer de digitale bureauer sig på Top 5-listen over ’højdespringerne’ på totalkendskab.

Her ligger Merkle således nummer to, mens Knowit Experince ligger nummer fire.

Og ifølge Mogens Østergaard er kendskab betydningsfuldt – dog primært det kvalificerede kendskab.

”Det kvalificerede kendskab – altså et kendskab, der er dybere end bare kendskab til navnet – bidrager erfaringsmæssigt markant til at øge både præference og lyst til at invitere med i pitch,” siger han.

Se højdespringerne på totalkendskab herunder.

Artiklen fortsætter under skemaet.

Illustration: MyResearch

Digitale stadig vigtigste partner. Men…

Om MyImage Bureau 2024

  •  MyImage Bureau gennemføres af MyResearch og har til formål at belyse annoncørernes syn på de danske reklame-, medie- og digitale bureauer
  • Undersøgelsen gennemføres i år for 16. år i træk
  • I 2024-analysen bedømmer 1.028 marketingansvarlige i alt 59 bureauer fordelt på 26 reklamebureauer, 19 digitale bureauer og 14 mediebureauer
  • Analysen gennemføres online og afdækker kendskab, tilfredshed, og præference – samt image på en række kvalitative parametre
  • Hertil kommer, at annoncørerne bliver bedt om at svare på en række andre spørgsmål
  • Herunder for eksempel hvad de lægger vægt på, når de vælger bureau, hvordan de forventer, at marketingbudgetterne udvikler sig, og hvilken bureautype de mener er deres vigtigste samarbejdspartner
  • Data er indsamlet online i uge 40-46 2023
  • Denne artikel er en del af en serie af artikler om MyImage Bureau 2024, som vil blive bragt på markedsforing.dk i januar

Kilde: MyImage Bureau 2024, MyResearch

I MyImage Bureau bliver annoncørerne også spurgt, hvilken bureautype de anser for at være deres vigtigste samarbejdspartnere.

Og her har tendensen gennem de seneste mange års analyser været, at de digitale bureauer ifølge annoncørerne har fået større og større betydning på primært reklamebureauernes bekostning.

I 2013 sagde 54 procent, at reklamebureauerne var vigtigste partner, mens 18 procent svarede digitale bureauer.

I den nye analyse siger 36 procent digitale bureauer, mens kun 28 procent siger reklamebureauer.

Men i år ser ’tabet’ for reklamebureauerne ud til at blive nappet af mediebureauerne, som ellers har ligget stabilt på 16-18 procent i mange år. Således svarer 20 procent af annoncørerne nu, at mediebureauerne er deres vigtigste partner.

Forklaringen, mener Mogens Østergaard, kan ligge i tilbuddet til markedet.

”Mediebureauerne har jo i mange år været aktive på opkøbsfronten og også på at udvide deres tilbud til kunderne, hvor det i gamle dage bare var indkøb af medier,” siger han og uddyber:

”Nu er de også stærke på mange digitale discipliner, og til en vis grad også kreativt, så de har jo virkelig udvidet deres tilbud og fået nogle flere ’knager’ op. Det giver kunderne flere muligheder for at bruge dem.”