Efter sommeren skal Carl-Emil Isbrand i gang med at finde arbejde.

Han er en af de relativt mange nyklækkede studerende fra DMJX Kreativ Kommunikation, som ikke har landet et job på bureau endnu.

”Der er ikke noget i kikkerten, som ser ud til at blive til noget lige nu, desværre,” siger han.

”Det er rigtigt underligt at blive færdig og så ikke bare kunne gå i gang med at bruge mine evner, men i stedet skulle tænke over arbejdssøgning.”

Det bliver ikke bedre af, at rigtig mange af dem, som potentielt kunne have et arbejde til ham, var på sommerferie, da han blev færdig.

”Det er svært at forholde sig til. Der er ikke meget ferie, når man er på dagpenge, og jeg kan ikke så godt skrue ned for udgifterne eller tage den med ro. Jeg har et lille barn, så jeg kan ikke bare skære ned på alt og leve af havregryn,” siger han med et grin.

Er ikke urolig endnu

Carl-Emil Isbrand er virkelig glad på vegne af de af hans medstuderende, som har fået et job.

”Jeg under dem den ro.”

Han vil ikke sige, at han er decideret urolig endnu.

”Jeg stresser ikke så meget selv, men andre sidder jo og bliver rastløse. Branchen er svær at regne ud. Man ved ikke, hvornår det er opsving og nedsving, og hvad det betyder for antallet af arbejdspladser. Det er svært at være nyuddannet i,” siger Carl-Emil Isbrand.

Han slår ikke sig selv alt for meget i hovedet med, om han skulle have gjort noget anderledes for at sikre sig et arbejde.

”Det kan man altid tænke. Der er uden tvivl en del held og tid og sted i det, at ens praktiksted lige nu og her skal bruge nogen. Måske kunne jeg have været mere opsøgende. Branchen er meget relationsbåret – jo flere, man kender, desto flere kan man række ud til,” siger han.

Er også pædagog

Carl-Emil Isbrand er slet ikke i tvivl om, at bureauerne ville ansætte flere, hvis de havde muligheden.

”De har jo ikke meget at sige til det, de store bureauer, hvis der ovenfra skæres i lønbudgettet.”

Under sin uddannelse var han ikke nervøs for jobsituationen – nærmere spændt.

”Men jeg er også uddannet pædagog. Jeg ved, jeg altid kan få et job som pædagog. Jeg har altid været optimistisk og tænkt, at jeg nok skal få arbejde med min uddannelse fra DMJX. Det tror jeg stadig. Jeg har kun været uddannet i to uger – jeg venter lidt med at stresse,” siger Carl-Emil Isbrand.