Den danske virksomhed Ønskeskyen er i gang med den største ekspansion i sin historie.

Brandet er nemlig blevet lanceret på det amerikanske marked – under navnet GoWish.

Og til at hjælpe med den amerikanske mission for brandet har Ønskeskyen hyret den erfarne kommercielle profil Tom Bang, der har erfaring fra blandt andet Nemlig.com og Aller Media, i rollen som director for Global Commercial Media.

Samtidig lancerer Ønskeskyen også et nyt forretningsben, Wish Signals, hvor man med udgangspunkt i data om brugernes konkrete ønsker vil hjælpe brands med at bygge stærkere kampagner og målrettet annoncering: Det, der på godt gammeldags dansk hedder retail media.

“Det er sjældent, at man støder på en mulighed, hvor produktet, markedet og timingen passer så godt sammen. Ønskeskyen har gennem mange år opbygget en unik platform med millioner af brugere og et stærkt internationalt aftryk med nu GoWish. Det giver os mulighed for at bringe Wish Signals – autentiske signaler om fremtidige ønsker og købsintentioner – ind i en global Commerce Media-kontekst,” skriver Tom Bang i en mail til Markedsføring.

“Samtidig handler det ikke kun om medier og annoncering, men om at skabe mere relevante og værdiskabende oplevelser for både forbrugere, brands og partnere. Det er en opgave, jeg har svært ved ikke at blive begejstret for.”

“En stor og spændende opgave”

Tom Bang peger på, at man i det amerikanske marked har en målgruppe, der allerede er meget vant til forskellige typer retail media.

“USA er hjemlandet for Amazon Advertising, Walmart Connect og nogle af verdens mest avancerede Commerce Media-løsninger. Det er et ultramodent marked, hvor udviklingen ofte sker flere år før, vi ser den i Europa. Derfor er det en særlig spændende opgave for en dansk virksomhed som GoWish,” skriver han.

“Vi får mulighed for at bygge direkte ind i den globale udvikling frem for blot at følge den. Med flere end ni millioner registrerede brugere i USA har vi allerede et stærkt fundament, og ambitionen er at gøre vores Wish Signals til en ny kilde til forbrugerindsigt og aktivering, som både kan skabe bedre kundeoplevelser og større relevans for brands.”

Han er også klar over, at det er en stor opgave, han har sagt ja til.

“Det er en stor og spændende opgave, fordi vi står med muligheden for at bygge et nyt globalt forretningsområde. GoWish har allerede en stærk position blandt forbrugerne, og nu handler det om at omsætte den position til nye kommercielle muligheder. Potentialet er betydeligt, fordi vi arbejder med signaler, der fortæller os, hvad mennesker ønsker sig, længe før de foretager et køb.”

Tom Bang håber, at Ønskeskyen med det nye tiltag kan rykke ved, hvad retail media egentlig kan på det internationale marked.

“Hvis vi lykkes, tror jeg, at Wish Signals kan blive en vigtig byggesten i næste generation af Commerce Media og være med til at ændre, hvordan brands arbejder med forbrugerintentioner på tværs af markeder globalt,” skriver han.