Kender du det, du er på diskotek eller et spillested og lige har afleveret jakken i garderoben, der har smøget sig om bøjlen og forsvundet ind i dybet blandt hundredevis af andre, lignende højst sandsynligvis sorte stykker overtøj.

I baghovedet nager tanken dig. Hvad nu hvis jeg, selvom det sleeeet ikke kunne lige mig, taber mit garderobenummer? Jeg må hellere tage et billede af det.

Det er den indsigt, som Publicis har bygget deres kampagne op omkring for Hørt, der er Børns Vilkårs rådgivningstjeneste for unge i alderen 15 til 24 år.

Juryen består af:

  • Trine Keller-Andreasen, juryleder
  • Morten Hershøj, executive director & partner, Advice
  • Tobias Røder, selvstændig grafisk designer
  • Naghmeh Pour, instruktør, New-Land
  • Peter Boye, kreativ direktør på Boye & Spellerberg
  • Olga Bastian, stifter af Kiki Gotaway og fagleder på ADlinjen
  • Alexander Faxø, Head of Impact hos Robert/Boisen & Like-minded
  • Christian Skjøtt, senior kreativ på Pong
  • Miriam Plon Sauer, strategidirektør på McCann

Publicis specialdesignede og forsynede 250.000 garderobebilletter med en QR-kode, der linker direkte til Hørt, og sendte dem ud til mere end 100 natklubber, koncertsteder og uddannelsesinstitutioner. Så når de unge fotograferede billetten, poppede der et link op direkte til rådgivningstjenesten.

Og den lille finte med at opfinde en mediekanal, der ellers aldrig har været taget i brug, gør, at Publicis vinder Månedens Kampagne i Danmark for november. En pris der kåres af en uafhængig jury på vegne af mediet Markedsføring.

Juryformand Trine Keller-Andreassen begrunder Publicis sejr således:

“Kampagnen vinder, fordi det i grunden udstråler en løsning, der er funderet i enorm forståelse for målgruppens faktiske adfærd. Man er lykkes med at finde en vej ind til en målgruppe, som om nogen er de sværeste at nå og blive husket af, grundet deres – desværre – yndede mål for gud ved hvor mange virksomheder og sociale medier,” skriver hun i en mail og tilføjer:

“Dertil er man lykkes med at nå dem hvor “produktet” er højst relevant, fra valg af tidsrum og anledning til hvordan unge agerer dagen derpå – og ugen efter. Det er i grunden en medie-kampagne, og med det, vises der her et højt niveau af comms planning, hvilket er en sjældenhed i Danmark. Kampagnen nyder ikke godt af et enormt designmæssigt håndværk, men det behøves heller ikke.”

Opfinder egen medieflade

Hos Publicis er kreativ direktør Sebastian Jensen glad for prisen for Månedens Kampagne.

“Med meget få midler har vi lavet et originalt, kreativt hack. Vi tager garderobenummeret, der normalt ikke anses som en medieflade og forvandler den til det,” siger han.

Børns Vilkår kom til Publicis, fordi de oplevede udfordringer med at nå ud til de unge med deres tilbud. Man ønskede at integrere budskabet om Hørt, hvor de unge kan fortælle om mental helbredsproblemer, på en diskret og naturlig måde.