”Hvilke tre reklamer (danske eller internationale) synes du har været de bedste i 2026 indtil videre – og hvorfor?”
Sådan skrev vi til seks kendte navne fra den danske reklame- og marketingbranche, og de ville gerne lege med.
Peter Boye, partner og kreativ direktør på Boye & Spellerberg, tager sig af denne mandags skud, og han skriver indledningsvist følgende:
”Mit reklameforbrug minder meget om de fleste civile danskeres. Og hvad er jeg så stødt på i første halvdel af året, som har skilt sig ud? Ret lidt. Men selvom de eksempler, jeg har fundet, brillierer på en billig baggrund, synes jeg virkelig, at de er fremragende.”
Her følger Peter Boyes tre udvalgte cases.
RÅDET FOR SIKKER TRAFIK
”OOH-kampagnen fra Rådet for Sikker Trafik med studenterhjelmen er intet mindre end fantastisk. Der har været mange forsøg på at komme ’med på studentervognen’ denne sommer fra diverse brands, men Rådet sætter barren for højt.”
”Jeg kan ikke forestille mig en kærligere måde at fortælle ungdommen, at de har jord i hovedet, hvis de cykler uden hjelm. Elsker kampagnen, der med sin gode vibe er blevet en sand sommerbebuder.”
Artiklen fortsætter under billedet.
TV 2
”Det er nemt at være et sportsbrand op til VM. Det er noget sværere at være et dansk mediebrand, der har købt alt for dyre tv-rettigheder til kampe, der spilles om natten – og Danmark så snubler i den letteste kval i mands minde.”
”Jeg er vild med den fighterånd, TV 2 lancerede deres VM-valg med. Og jeg er overbevist om, at den norgeshype, der ramte Danmark, ikke kun var Haalands fortjeneste.”
Artiklen fortsætter under filmen.
NORMAL
”Alt, hvad Normal gør, gør mig glad. Ingen detailhandel, jeg kender til, er så bevidste om deres identitet som Normal. Og i virkeligheden handler det ’bare’ om en tonalitet.”
”Jeg har et barn, der kommer der for ofte, men jeg er også for nem at lokke med – ene og alene fordi jeg kan gå og underholde mig med sjov og indsigtsfuld butiksskiltning. Når jeg møder Normal på andre medier, bliver jeg lige så glad i låget.”
Herunder kan du se en af Normals kampagnefilm.