Det digitale bureau Peytz – som formelt hedder Peytz – part of iO – fastholder et tocifret millionoverskud i et år præget af omfattende transformation.
Det viser bureauets 2025-regnskab, som offentliggøres i dag, tirsdag den 30. juni.
Peytz kom således ud af året med et resultat før skat på 11,2 millioner kroner, ganske det samme som året før, og en bundlinje på 8,7 millioner kroner mod 8,8 millioner kroner i 2024.
Indtjeningen fastholdes dermed på niveau til trods for, at 2025, ifølge Peytz’ topchef, Laust Jørgensen, har været et år med betydelige investeringer og organisatorisk omstilling.
Nøgletal – Peytz – part of iO – 2025
Tal i millioner kroner – 2024 i parentes
- Bruttofortjeneste: 37,4 (40,9)
- Driftsresultat: 10,2 (10,7)
- Resultat før skat: 11,2 (11,2)
- Årets resultat: 8,7 (8,8)
- Egenkapital: 17,8 (17,0)
- Gns. antal ansatte: 38 (46)
Kilde: Peytz’ 2025-regnskab
“2025 har været præget af omfattende forandringer. Vi har grundlæggende ændret på, hvordan vi udvikler digitale løsninger, og det har krævet investeringer. Nu ser vi, at det bærer frugt og de projekter, vi ønsker at tiltrække, begynder at lande hos os. Det bekræfter mig i, at strategien virker,” udtaler han i en mailkommentar til Markedsføring.
”Har smagt af gamle dage – på den gode måde”
Blandt de kunder, der er kommet til, er FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation – som Peytz har bistået med at integrere AI i de redaktionelle arbejdsprocesser.
“Mange virksomheder har eksperimenteret med AI. Vi har valgt at gøre det til en integreret del af vores forretning. Kunderne vælger os ikke, fordi vi taler om AI, men fordi vi kan løse opgaver, hvor denne teknologi skaber reel værdi,” fastslår Laust Jørgensen.
Hvordan vil du beskrive 2025 ’med menneskeord’?
“2025 har smagt af gamle dage — på den gode måde. Den samme begejstring, den samme følelse af at stå midt i noget, der virkelig bevæger sig. Jeg har ikke oplevet den slags energi siden internettets gennembrud, hvor nye teknologier dukkede op og ændrede spillereglerne,” siger Laust Jørgensen og tilføjer:
”Det er sjovt at mærke, og det er fedt at se den begejstring både i vores organisation og hos vores kunder.”
”Planlægningshorisonten bliver kortere”
Hvad har været den vigtigste begivenhed for jer i 2025?
“Den vigtigste begivenhed har uden tvivl været, at Calibrate er kommet ind i familien. De er ikke bare fantastisk dygtige — de har udvidet vores serviceunivers inden for et område, der er mere relevant end nogensinde: Performance marketing og det at drive reel brugerengagement for vores kunder,” siger Laust Jørgensen og uddyber:
”Det passer perfekt sammen med det, vi i forvejen gør inden for teknologi, design, UX og branding. At kunne tilbyde hele kæden, fra at trække brugerne ind til at skabe den digitale oplevelse, har været et kæmpe asset — for os og for vores kunder.”
" Om få år vil vi sandsynligvis se tilbage og konstatere, at vi kun forstod en del af mulighederne.Laust Jørgensen, managing direktor, Peytz – part of IO
Hvad har været den største udfordring gennem året?
“Det geopolitiske klima og den globale usikkerhed har sat sig tydeligt i beslutningsgangen hos vores kunder. Forsigtigheden stiger, planlægningshorisonten bliver kortere, og det kan være svært at finde meningen i bevægelserne,” siger Laust Jørgensen og tilføjer:
”Det er udfordringer, der rammer bredt — og som for mange mennesker betyder meget mere end bundlinjer. Samtidig er det min erfaring, at tider med stor omskiftelighed også skaber enorme muligheder for de virksomheder, der tør gribe dem.”
Færre, men “ikke afskedigelser i klassisk forstand”
Regnskabet viser, at I gået fra at være 46 til at være 38: Har der været tale om afskedigelser?
“Nej, der har ikke været tale om afskedigelser i klassisk forstand. Faldet i registrerede medarbejdere skyldes primært virksomhedsstruktur, og hvor folk er bosat. Vi har altid haft kollegaer med base i vores kontor i Bulgarien — de har været en integreret del af vores leverancer hele vejen igennem,” siger Laust Jørgensen og uddyber:
“Men efterhånden som iO-koncernen er vokset, og strukturen er professionaliseret, registreres de der, hvor de juridisk hører hjemme. Det afspejler sig i det danske regnskab, men ikke i den reelle kapacitet vi stiller til rådighed for vores kunder. Reelt set er vi i dag tæt på 70 mennesker tilknyttet det danske marked — inklusiv Calibrate, der er en del af vores konstellation — og vi arbejder stadig som ét sammenhængende bureau.”
Ifølge regnskabet betyder det også tre milllioner kroner mindre til lønomkostninger – har I sparet jer til at fastholde overskuddet?
“Det er rigtigt, at vi er blevet mere effektive på omkostningssiden — men det handler primært om fordelene ved at være en del af iO-koncernen. Vi deler infrastruktur, platforme og administrative funktioner på tværs af organisationen, og det giver os stordriftsfordele, vi ikke ville have haft som selvstændig virksomhed,” siger Laust Jørgensen og tilføjer:
“Det er den gevinst, der slår igennem i tallene — ikke fyringer eller besparelser på den faglige kapacitet.”
“Ingen har alle svarene”
Og hvordan forventer du, at I kommer ud af 2026?
“Jeg forventer et rigtig fint 2026. Vi har som iO investeret massivt — i platforme, i rådgivning til vores kunder og ikke mindst i udviklingen af vores egne medarbejdere. Det er lykkedes at få organisationen med på rejsen, og vi vinder i stigende grad de AI-tunge projekter, der er efterspørgsel på i markedet lige nu. Det er vi meget tilfredse med,” siger Laust Jørgensen.
Men han er også bevidst om, at udviklingen går så hurtigt, at ”ingen har alle svarene”.
”Om få år vil vi sandsynligvis se tilbage og konstatere, at vi kun forstod en del af mulighederne. Det er netop vilkåret, når man arbejder i front med ny teknologi.”