Der er stadig to uger til folketingsvalget bliver afholdt den 1. november.
Men allerede nu, godt halvvejs inde i valgkampen, har de opstillede partier kastet flere penge efter annoncer på Facebook end i hele valgkampen i 2019.
Det viser nye tal fra Facebooks Ad Library trukket af politiskannoncering.dk. Her fremgår det, at partierne har brugt lige under fire millioner kroner indtil videre i valgkampen på Facebook-annoncering. Helt præcist 3,96 millioner kroner.
I valgkampen i 2019 brugte partierne ifølge tal fra Facebooks Ad Library, som TV 2 dengang trak, cirka 2,7 millioner kroner på at købe Facebook-annoncer.
De nye tal fra politiskannoncering.dk er trukket frem til den 15. oktober, da der er forsinkelse på, hvornår Facebook opgør sine data. Så allerede nu vil det reelle beløb, partierne har brugt på Facebook-annoncer, have rundet fire millioner kroner.
Topscorer blandt partierne er, som under hele valgkampen indtil videre, Liberal Alliance, der har købt annoncer på Facebook for 1,21 millioner kroner.
Lige bagefter følger Det Konservative Folkeparti, der har købt annoncer for 807.060 kroner, imens Venstre har købt annoncering for 585.886 kroner.
Regeringspartiet, Socialdemokratiet, har købt annoncer for 446.876 kroner.
Så meget har partierne brugt
I alt: 3.964.009
Liberal Alliance: 1.217.141
Konservative: 807.060
Venstre: 585.886
Socialdemokratiet: 446.876
SF: 253.576
Dansk Folkeparti: 184.291
Moderaterne: 109.886
Nye Borgerlige: 101.712
Radikale Venstre: 99.846
Enhedslisten: 71.648
Alternativet: 56.877
Kristendemokraterne: 18.746
Danmarksdemokraterne: 8.533
Frie Grønne: 1.931
Tallene er opgjort per den 15. oktober – 10 dage inde i valgkampen.