Alle kender Lalandia og ved, at det er et stort feriecenter med tropisk badeland i Rødby på Lolland. Ikke sandt?
Jo, men Lalandia findes også i Søndervig på den jyske vestkyst – og derfra introducerer man nu årets helt nye attraktion og forlystelse: Vesterhavet.
Det oplyser det kreative bureau Pong, der står bag den nye kampagne for destinationen, i en mail til Markedsføring.
Kampagnens herofilm fortæller med en solid portion humor historien om, hvordan Lalandias nye vestjyske familieattraktion bliver gjort klar til den store åbning med ekstra salt og vand, bølgestyring og meget andet.
“Lalandia er et stærkt brand med et meget højt kendskab i befolkningen. Med Lalandia i Søndervig har vi fået en destination, som kombinerer den klassiske Lalandia-oplevelse med noget helt unikt: Nærheden til Vesterhavet og den særlige ro, natur og autenticitet, som området tilbyder,” udtaler salgs- og marketingdirektør Thomas Bahn Jespersen fra Lalandia i mailen og tilføjer:
”Derfor har det været vigtigt for os at skabe en kampagne, som positionerer hele destinationen. Pong har ramt præcis den balance med et kreativt univers, der både skaber opmærksomhed, smil og stærk genkendelighed omkring Søndervigs helt særlige placering ved Vesterhavet.”
Artiklen fortsætter under billedet.
“Godt med vand og salt i det store bassin”
Kampagnen lanceres bredt på tværs af TV, biograf, YouTube, online video og ikke mindst sociale kanaler, og det har været ”en rigtig sjov opgave”, lyder det fra Ulrik Jessen, der er creative director på Pong.
”Alle ved, hvad Lalandia er og tilbyder, så det behøvede vi ikke at fokusere på. Men de færreste ved, at Lalandia i Søndervig ligger helt fantastisk placeret, kun et stenkast fra Vesterhavet. Så vi tænkte, at det kunne være sjovt at sælge Vesterhavet som en ny og unik forlystelse,” siger han og tilføjer:
”Og den leg var Lalandia heldigvis med på. Så med hjælp fra instruktør Simon Bonde fik vi hældt godt med vand og salt i det store bassin.”
Ifølge Ulrik Jessen har man arbejdet målrettet med at folde det kreative koncept ud på hvert medies egne præmisser.
“Derfor har vi både udviklet en lang og stemningsbærende herofilm til biograf og YouTube, kortere versioner til TV og online video samt sociale formater i et mere creator-drevet udtryk,” siger han og tilføjer:
”Den type produktion kræver mere i både planlægning og eksekvering, men til gengæld får man et langt stærkere samspil mellem kreativitet og medier, og i sidste ende en væsentligt højere medieeffektivitet.”
Se herofilmen efterfulgt af en af de korte bumpers herunder. Simon Bonde har instrueret og Malene Dyhring har produceret.