24 studerende ved DMJX Kreativ Kommunikation vinder tilsammen 14 priser ved ungdomskonkurrencen New Blood ved D&AD Awards.

Det gør DMJX Kreativ Kommunikation til årets mest vindende skole ved konkurrencen – og det endda for tredje gang siden 2018.

Og det vækker begejstring hos Jesper Hansen, der er faglig koordinator og lektor på DMJX Kreativ Kommunikation.

“Jeg er et indædt konkurrencemenneske, så naturligvis er jeg både megaglad og megastolt. Jeg var til Kravling (DMJX’ pris for journaliststuderende, red.) i onsdags, da New Blood-vinderne blev offentliggjort, så det blev en lidt rodet fest – på den gode måde,” siger han til Markedsføring og tilføjer:

”Men jeg tager succesen som en indikation på, at vi med vores praksisnære tilgang til radikal kreativitet har fat i noget rigtigt.” 

Ud over de 14 priser til DMJX KK-studerende har også et team fra Den Danske Reklameskole / VIA University College vundet en New Blood-pris i år.

Tre studerende vinder hver to priser

I feltet af vindere skiller tre navne sig ud med hver to cases: Jens Kühnel og Kirstine Vilsen fra tredje årgang vinder således for ’Blood Stocks’ og ’Unholy Tampons’

Og så vinder Vivian Mladenovski fra anden årgang også to: Den ene, ’Canesten Lip Care’ sammen med Christian Hyldelund, Bastian Mullins og Max Hasager – og den anden solo for ’What Makes It All Worth It’.

" Jeg mener – igen i år – at vi har mindst fem vindere mere end de 14.
Jesper Hansen, faglig koordinator og lektor på DMJX Kreativ Kommunikation

Og Jesper Hansen anerkender fuldt ud, hvem der skal have æren: 

”Ingen succes i New Blood uden hårdtarbejdende ungt talent – og det har vi i altid været velsignet med at finde blandt vores ansøgere. Så kæmpetak til alle vores dygtige studerende,” siger han og tilføjer, at han faktisk mener, at de unge DMJX-studerende burde have haft endnu flere på vinderlisten.

”Jeg mener – igen i år – at vi har mindst fem vindere mere end de 14. New Bloods briefs er blevet bredere og mindre fokuserede og dermed svære at læse de senere år – og så bliver det gætteri på, hvilken linse juryen kigger med,” siger han og uddyber:

”Flere af årets 164 vindere løser i mine øjne ikke deres brief, og det er irriterende, når nogle af vores ideer er 100% på brief og ender med bar røv. I den anden ende stikker jeg gerne næsen ud og forventer at mindst en af de vindende KK cases går hele – som i hele – vejen.”

Fine danske traditioner

Hele vejen er i New Blood-sammenhæng de fineste priser, der uddeles ved konkurrencen: En Black Pencil eller en White Pencil.

Og det er faktisk tidligere sket at danske studerende har hentet disse priser hjem til Danmark.

I 2015 vandt Simone Wärme og Klara Vilshammer, dengang DMJX KK, en White Pencil for casen ’One World Hero’.

I 2019 blev der givet både en Black Pencil og en White Pencil til danske studerende: Den sorte blyant gik til Mark Terkelsbøl, Nicolas Housted og Joachim Klintfält, dengang DMJX KK for casen ’Pad Paper’, og den hvide til Mathias Gudberg Juel og Oliver Strzelbicki, ligeledes DMJX KK, for casen ’Save the BEErS’.

I 2021 kom den anden danske Black Pencil: Den gik til Jonathan Fjord og Pernille Lund, dengang også DMJX, for casen ’The You Tour’.

Og i 2023 kom den tredje danske White Pencil: Den nappede Laura Orkild, Clara Sofie Ahlefeldt-Laurvig og Sandra Bertelsen for casen ’The Red O’.

Farven på de 15 danske Pencils i år – Black, White, Yellow (guld), Graphite (sølv) eller Wood (bronze) – afsløres den 30. juni.

Se alle de danske New Blood 2026-vindere her.

Vindercases fra DMJX KK

Blood Stocks 
Jens Kühnel
Kirstine Vilsen

Gifted Twice
Marcus Højgaard
Sebastian Holm

Hear her out
Frida Blume Dam
Jesper Hølge-Hazelton

Know Your Worth
Lucia Gabriella Ryhl
Simon Cordes

Canesten Lip Care
Vivian Mladenovski
Christian Hyldelund
Bastian Mullins
Max Hasager

Raverish
Cassandra Ørsted Greve

Renaming Red
Anne-Sofie Astrup Clemmensen
Linnea Bertelsen

Sound Tracker
Valdemar Drost Brøndumbo
Zander Bo Brøgger

Think Twice
Flora Kjær Schmelling
Felicia Siri Nilsson

Twix Second Life
Carlos Engstrøm
Max Navarro
Gaspard Freyssinet
Tristan Widolf

Two Celebrations Are More Than One
Oscar Vedel
Christina Hansen

Unholy Tampons
Jens Kühnel
Kirstine Vilsen

What Makes It All Worth It
Vivian Mladenovski

Vindercase fra Den Danske Reklameskole / VIA University College

Facing Masculinity Head On
Simon Dalsgaard
Lasse Reese Viksnins Johansen