Der er fart over feltet hos det kreative bureau Pong, der nu kan sige velkommen til tre nye kollegaer.

Bureauet har således hentet en af branchens tunge seniorstrategiske profiler – Kamille Rannes Bugaj – ind som ny strategy director.

Dertil har Pong hentet et ungt kreative team, Christina Hansen og Oscar Vedel, der lige er udklækket fra Kreativ Kommunikation på DMJX.

Med oprustningen rammer det seks år gamle bureau nu 20 ansatte.

Kamille Rannes Bugaj kommer senest fra en lignende stilling på The Unicorn og har tidligere været strategy director på We Love People (i dag Make) gennem otte år, ligesom hun har erfaring med sig fra bureauer som Ogilvy, Robert/Boisen + Like-minded, Saatchi og YR.

”En no-brainer”

Ifølge Thomas Nolsøe, der er chief strategy officer på Pong, var det en ’no-brainer’, at hente Kamille Rannes Bugaj ind.

”Vi bygger Pong efter den type mennesker, vi selv ville ringe til, hvis vi stod med en svær strategisk udfordring. Derfor er jeg virkelig glad for, at en af branchens dygtigste og mest erfarne strateger nu bliver en del af holdet. At Kamille samtidig er et virkelig godt og dejligt menneske, gør beslutningen til en no-brainer,” skriver han i en mail kommentar til ansættelsen.

Selv glæder Kamille Rannes Bugaj sig naturligt nok til de nye udfordringer.

“Jeg har fulgt Pong på afstand i flere år, og det er sjældent, man ser et bureau vokse sig skarpere uden at blive mere firkantet. De ser ikke kreativitet som pynt, men som en reel drivkraft for at flytte holdninger, skabe handling og gøre en forskel for kundernes forretning. Den ambition deler jeg,” skriver hun til Markedsføring og tilføjer:

Nyuddannede Christina Hansen og Oscar Vedel er nyt kreativt team på Pong. Foto: PR

”Samtidig tror jeg grundlæggende på, at den stærkeste kreativitet står på et solidt strategisk fundament, så jeg glæder mig til at bringe min erfaring i spil og bidrage til den næste fase af bureauets udvikling.”

Skarpt ungt kreativt team

På den kreative front har Pong styrket tropperne med det unge team Christina Hansen og Oscar Vedel.

Det unge team kommer næsten direkte fra den kreative linje Kreativ Kommunikation på DMJX, men de er kendte ansigter hos Pong, hvor de dels har været i praktik og dels har begået sig som studentermedhjælpere i foråret.

Hvis de unge kreatives navne ringer en klokke, så kan det skyldes, at de bl.a. vandt Filmkategorien ved YCCA 2026 – og hos Pong glæder creative director Louis Pilmark sig da også over ansættelsen.

“Vi er megaglade for, at Christina og Oscar nu er en fast del af det kreative team. De er enormt dygtige og søde, og den faglige og menneskelige kemi var der fra første øjeblik – de føltes som en helt naturlig del af Pong med det samme. Og de har allerede vist, hvad de kan, med kreative priser fra både YCCA, Newblod Pencil og D&AD Portfolio på cv’et.”

Louis Pilmark kalder det desuden vigtigt at hente unge talenter ind i branchen. Især lige nu.

”Der er en fristelse lige nu til at lade være med at ansætte juniorer, fordi AI kan lave meget af det, man tidligere satte de yngste til. Men det er kortsigtet. For hvis vi ikke ansætter unge talenter i dag, har vi ingen kreative chefer om ti år,” siger han og uddyber:

”Og så er der det med idéerne. AI er trænet på alt det, der allerede findes, og er derfor rigtig god til at give dig gennemsnittet af det, der er lavet før. Men det, der bygger brands, er ikke gennemsnittet. Det er den originale idé, den skæve iagttagelse, den menneskelige indsigt, som kommer af at have levet, kigget og lyttet. Den slags kan man ikke prompte sig til. Og den bliver kun bedre af, at nye øjne kommer ind og ser noget, resten af os er blevet blinde for.”