Et nyt samarbejde med Dentsu i Danmark skal markere et nyt kapitel for cykeltøjsbrandet Pas Normal Studios.

Det danskfødte premiumbrand, der i dag sælges over hele verden, har således valgt at indgå samarbejde med Dentsu i Danmark om mediestrategi og -eksekvering.

Det oplyser Dentsu i en mail til Markedsføring.

Baggrunden er, hedder det i mailen, at det næste vækstkapitel kræver en mere struktureret tilgang til at konvertere eksisterende efterspørgsel og bygge den op. 

“Vi er nået til et punkt, hvor community og ambassadører ikke alene kan bære den vækst, vi har ambitioner om. Flere mennesker skal kunne opdage og købe brandet, og det kræver, at vi tænker bredere i vores medieindsats,” udtaler Ida Holmen, CMO i Pas Normal Studios, i mailen.

Bag det nye samarbejde ligger der således en klar ambition om en full funnel-strategi, der skaber langsigtet og bæredygtig vækst og sikrer, at investeringen kan dokumenteres og måles på reel forretningseffekt.

Er hidtil vokset organisk

Pas Norma Studios blev oprindelig født som en slags hobbyprojekt tilbage i 2014.

Her gav de to cykel-entusiaster Karl-Oskar Olsen og Peter Madsen Lange sig til at lave cykeltøj til sig selv, fordi de ikke kunne finde noget, der levede op til deres krav om både funktion og æstetik.

I dag, 12 år senere, er Pas Normal Studios et globalt premium cykeltøjsbrand med otte flagship stores på tre kontinenter – i København, München, Mallorca, San Francisco, Seoul, Singapore, Shanghai og Taipei – og med online salg til resten af verden.

" Vi ved godt, vi ikke har det største budget, men hos Dentsu mærkede vi en ægte vilje til at se os lykkes.
Ida Holmen, CMO, Pas Normal Studios

Hidtil er brandet vokset organisk, ikke mindst via et dedikeret globalt cykelcommunity, som brandet har opbygget og plejet siden starten.

Men siden Ida Holmen kom til som CMO for et års tid siden, har hun haft fokus på at reorganisere internt og bygge fundamentet for brandets næste vækstfase. 

“At kunne dokumentere effekten af vores marketingstrategier er centralt for os. Her kan Dentsu styrke vores in-house set-up og være med til at løfte vores arbejde til et mere datadrevet og skalerbart niveau,” lyder det fra hende i mailen.

Det er i øvrigt ikke første gang, Ida Holmen tager på ’skaleringsrejse’. Hun har tidligere være med til på knapt fem år at sende det svenske outdoorbrand Klättermusen op fra en omsætning på 100 til 600 millioner svenske kroner i omsætning.

”Bygger brandet langsigtet” 

Om valget af marketingpartner var det afgørende for Ida Holmen og Pas Normal at finde et bureau ”med reel forståelse for brandets DNA,” hedder det i mailen.

“Vi havde en pitch med flere bureauer og valgte Dentsu, fordi vi ikke følte os som en lille fisk i et stort hav,” siger CMO’en og tilføjer:

”Vi ved godt, vi ikke har det største budget, men hos Dentsu mærkede vi en ægte vilje til at se os lykkes – og så var det også rart at vide, at der er folk i Dentsu, der oprigtigt er begejstrede for vores brand og bruger det i deres fritid.”

Parterne oplyser ikke økonomien i aftalen, men Ulrik Petersen, CEO i Dentsu Danmark, siger, at han ser partnerskabet ”som et eksempel på den rolle, bureauet ønsker at spille for ambitiøse vækstvirksomheder”.

“Pas Normal Studios har bygget noget helt ekstraordinært gennem deres passion og deres loyale community. Vores opgave er at hjælpe dem med at tage det næste skridt uden at miste det, der gør brandet unikt,” udtaler han i mailen og tilføjer:

”Det handler om at omsætte deres vækstambition til en struktureret full funnel-strategi, der ikke kun jagter det næste salg, men bygger brandet langsigtet og skaber dokumenterbar forretningseffekt.”