”Vi synes, der mangler et bureau, der specialiserer sig i rekruttering af kommunikationsprofiler”.

Sådan lyder det fra Casper Hyldekvist, managing partner i Primetime, i en pressemeddelelse om, at kommunikationsbureauet har indgået fast samarbejde med Jesper Christiansen, der driver virksomheden Christiansen & Co.

Virksomheden har specialiseret sig i rekruttering inden for kommunikation, marketing og kommercielle roller, og baggrunden for den nye alliance er, lyder det i meddelelsen, at der er et hul i markedet.

”Vi synes, der mangler et bureau, der specialiserer sig i rekruttering af kommunikationsprofiler,” udtaler Casper Hyldekvist og uddyber:

”Kombinationen af Jespers erfaring på området sammenholdt med det store bureaus netværk og kompetencer, tror vi på skiller sig ud.”

”Vi kan løse rekrutteringsopgaven effektivt, kender kandidatfeltet og kan sparre om teamsammensætning og kompetencemix på en anden måde end et klassisk rekrutteringsbureau kan.” 

Vil skabe selvstændigt forretningsben

Jesper Christiansen har siden 2016 arbejdet som headhunter, først som partner og seniorkonsulent hos Marcher Markholt, og i dag med egen virksomhed. 

" Kommunikationsprofiler er et af de mest specialiserede fagområder at rekruttere til.
Jesper Christiansen, stifter og direktør, Christiansen & Co

Han bliver hos Primetime konkret tilknyttet bureauets in house rekrutteringsenhed Primetime People, der siden 2021 har rekrutteret kommunikationsprofiler – primært til eksisterende kunder. 

Ambitionen er, skriver parterne i meddelelsen, ”at skabe et selvstændigt forretningsben, og at blive det oplagte valg for ledelser og kommunikationsafdelinger”.

Men at finde de rigtige mennesker og kompetencer til kommunikationsafdelinger landet over er blevet en stadig mere krævende opgave, mener Primetime og Jesper Christiansen.

Vurderingen er, at markedet ”mangler et specialiseret setup, som kombinerer brancheindsigt, et stærkt netværk og professionel search”.

”Kommunikationsprofiler er et af de mest specialiserede fagområder at rekruttere til,” lyder det fra Jesper Christiansen i meddelelsen, hvor han uddyber:

”Vi møder ofte organisationer, der savner adgang til passive kandidater, der leverer på højt niveau, men ikke nødvendigvis søger job. Samarbejdet med Primetime giver en unik faglig styrke og et netværk, som markedet reelt mangler.”