”Det sidste tæppefald er gået i vores lille Cirkus – Circus Alphaville – og vi lukker ned for vores aktiviteter som produktionsselskab.”
Sådan skriver Morten Hoffmann Larsen, executive producer hos produktionsselskabet Circus Alphaville, i en post på LinkedIn.
Sammen med de to instruktører Jonas Arnby og Christoffer Boe trådte han med egne ord ”ind i manegen for snart 13 år siden, med ambitionen om at give liv til et projektdrevet produktionsselskab, der skulle give os en mulighed for et lystbetonet og sjovt arbejdsliv – med plads til andre projekter og ikke mindst familien ved siden af. Et sted vi kunne mødes om sjove, spændende, vigtige og krævende kreative reklameprojekter.”
Men nu er det slut, og det kan da godt kalde på et par følelser, erkender Morten Hoffmann Larsen over for Markedsføring.
”Det er naturligvis vemodigt – da vi har haft en rigtig god tid sammen med mange sjove og vilde opgaver. Men vi er også afklarede og optimistiske om fremtiden. Tiderne skifter, og vi føler, at vores model for et produktionsselskab nok hørte til en anden tid,” skriver han på mail og tilføjer:
”Værdikæderne opløses, og der opstår nye konstellationer mellem kunder / annoncører, bureauer og produktionsselskaber.”
“Så selvom Circus Alphaville var et meget fleksibelt og kreativt funderet set-up, så gør vi os nu endnu mere fleksible, om du vil, så vi kan indgå i mange forskellige samarbejder.”
Har vundet et hav af priser
Gennem årene har Circus Alphaville stået bag stribevis af prisbelønnede reklamefilm.
Herunder for – blandt mange andre – Maersk, Ikea, Retur, TV 2, Danske Spil og Unicef.
Nævnes kan for eksempel de kendte Retur-film med skuespilleren Bodil Jørgensen i rollen som den miljøbevidste hustru til ’Claes’, der ’fuckede med’ både grundvand og batterier’.
I alle årene, både da Sunrise var bureau, og i dag, hvor Marketsquare er Returs bureau, har det været Christoffer Boe, der har instrueret, og Circus Alphaville, der har produceret.
Det var også Circus Alphaville, der producerede filmene til Maersks og NoA / &Co.’s yderst effektive treårige kampagneindsats, der skulle repositionere rederiet som end-to-end-logistikudbyder.
Circus Alphaville-medstifter Jonas Arnby har i de senere år især instrueret long form. Blandt andet serien ’War of the Worlds’ og den danske ’Den som dræber’.
På reklamefronten har han instrueret for brands som Vodafone, Mastercard, Coca-Cola og Peugeot.
Og hvis ellers man kan sin danske reklamehistorie, så var det også Jonas Arnby, der – ganske vist før Circus Alphaville-tiden – instruerede den verdensberømte Quiksilver-reklame ’Dynamite Surfin’, der vandt en sølvløve i Cannes i 2007.
Bureauet bag var det tidligere Saatchi & Saatchi i København med Simon Wooller i den kreative front.
Se eller gense den her – artiklen fortsætter under filmen.
”Vi er jo alle tre passionerede mennesker”
Så hvad bliver din, Jonas og Christoffers vej videre i branchen?
”Christoffer og Jonas er to af Danmarks dygtigste og travleste instruktører inden for fiktion – både TV-serier og spillefilm. Så det vil de jo primært beskæftige sig med,” siger Morten Hoffmann Larsen og tilføjer:
”De elsker også begge to reklame, og især kombinationen af de lange træk på fiktion og den gode og skarpe energi og de intense forløb på reklameprojekter, så jeg er sikker på, at de bliver inviteret ind på projekter i fremtiden.”
Selv holder han sig åben for de muligheder, der måtte komme.
”Vi er jo alle tre passionerede mennesker omkring vores arbejde, så det vigtigste er finde og holde glæden i mit arbejde intakt. Det gælder som altid for mig om at arbejde sammen med dygtige ordentlige mennesker og lave meningsfyldt arbejde på højt fagligt niveau,” lyder det fra Morten Hoffmann Larsen, der tilføjer:
”Så jeg glæder mig til at bringe min erfaring og kompetencer i spil i nye sammenhænge. På den ene side frigør vi os nu – og på den anden side er jeg sikker på, at vi kommer til at lave projekter sammen i fremtiden også.”
Og hvad med de instruktører, I har repræsenteret? Går de til andre produktionsselskaber?
”Vores instruktører er jo alle beskæftigede med fiktion og andre kreative projekter, så de har ikke 100 procent ernæret sig gennem reklame,” siger Morten Hoffmann Larsen og tilføjer:
”Vi har bl.a. repræsenteret Zinnini Elkington, der lige har ryddet bordet til Bodil og Robert for sin debutfilm “Det andet offer” og Samanou Sahlstrøm, der sidste år ramte førstepladsen på Netflix med sin serie “Legenden”. Det er folk, der er rift om – især uden for reklamebranchen.”
Morten Hoffmann Larsen peger på, at de og også typer som Milad Alami, Mads Hemmingsen, Thomas Daneskov, Michael Noer og Martin Garde Abildgård har masser at se til.
”Alle er dygtige, begavede og arbejdsomme med et højt filmfagligt niveau. Mit bud er, at de vil holde sig åbne for opgaver i branchen. Jeg kan i hvert fald anbefale dem alle.”