Et nyt design- og innovationsbureau ved navn Oday har set dagens lys i København.

Bag bureauet står to garvede brancheprofiler, Jacob Hvam og Emil Frost, som ifølge en pressemeddelelse har ambitioner om ”at hjælpe virksomheder med at nå forretningskritiske mål via design af produkter og services.”

Oday har til huse på Østerfælled Torv i København, hvor de deler lokaler med Kunde & Co, og tanken er da også, at de to bureauer vil arbejde sammen på udvalgte projekter.

”Samarbejdet med Kunde & Co betyder, at vi får en kæmpe analyse- og produktionsmuskel i ryggen, der gør os i stand til at løse problemer, som ofte er forbeholdt større bureauer. Samtidig kan vi byde ind med andre services og måder at arbejde på og tilføre ekstra værdi til Kunde & Co’s kunder,” siger Jacob Hvam i meddelelsen. 

Drevet af unikke kundeoplevelser

Jacob Hvam har tidligere været chef for designafdelinger i danske og internationale bureauer såsom AKQA, Star og Novicell. 

Emil Frost kommer fra en stilling som design- og innovationschef hos Bonnier Publications og har tidligere siddet hos 1508, som UX-designer og Client Innovation Lead. 

Og opgaverne, de to nyslåede bureauejere gerne vil løse, kan være ”såvel designet af det store corporate website eller en app som workshopfacilitering i R&D-afdelingen.”

”Oday er drevet af at skabe unikke kundeoplevelser, uanset om det handler om fremtidens service til diabetikere eller bankoplevelsen til mennesker, der ikke ser det ubetinget smukke i Excel,” siger Jacob Hvam og tilføjer:

”Vi er vilde med data, men for os handler det ikke kun om den adfærd, vi ser i dag. Vi kigger lige så meget på outliers i datasæt, der kan sige noget om, hvordan verden vil se ud i morgen.” 

Ikke et full-service bureau

Opgaverne er, ifølge Jacob Hvam og Emil Frost ”begyndt at strømme ind”, og der skal også ansættes nye kompetencer.

Men det er vigtigt for grundlæggerne, understreger de, at det er de rigtige opgaver, der danner grundlag for væksten. 

”Vi er ikke et full-service bureau. Vi fokuserer på det, vi er bedst til: At forstå kerneforretningen, identificere behov, reducere kompleksitet i beslutningsprocesser og omsætte det til værdiskabende experience design,” lyder det fra Emil Frost, der tilføjer: 

”Og så vil vi gerne være en tæt partner for dem, vi arbejder med. Vi er ikke blege for at sende projektet videre i vores netværk, hvis vi ikke er de rigtige til opgaven.”