Endnu et digitalt performance-bureau ser ny dagens lys i den danske reklame- og marketingbranche.

Det er det kreative bureau og produktionsselskab Blonde Inc., der slår dørene op for et nyt bureau i form af Blonde Performance, der officielt bliver lanceret i dag.

I spidsen for Blonde Performance kommer David Aarup Poulsen til at stå – og bureauet får selvstændigt CVR-nummer fra moderbureauet, Blonde Inc.

”Blonde Performance bliver et bureau, der specialiser sig i sociale medier og i performance på online-kanaler. Vi er allerede super gode til at producere billeder, film og grafik. Men nu vil vi også ind og være virkelig dygtige til at hjælpe vores kunder digitalt,” siger Adam Holm, CCO i Blonde Inc.

Oprettelsen af Blonde Performance kommer efter et 2022, hvor Blonde Inc. både har oprettet et nyt kontor i Stockholm og har leveret et regnskab for 2021 med en omsætning på 20 mio. kr. I 2022 forventer Blonde at omsætte for 35 mio. kr. herunder fire millioner kroner på sit svenske kontor.

”Vi havde et godt år sidste år, men det er ingen hemmelighed, at vi investerer hver en øre, vi tjener. Vi har også fået et nyt kontor i København, og det har virkelig kostet på bundlinjen. Men vi står i år også til at omsætte for tre millioner svenske kroner i Sverige, så det går godt,” siger Adam Holm.

Leder kommer fra FCK

Ifølge Adam Holm har Blonde Inc. længe villet skrue op for sine kompetencer digitalt – men han måtte også erkende, at det ikke var noget, han evnede at gøre alene.

”Vi har i bureauet ikke viden nok til at gøre det selv. Det er også derfor, vi allierer os med en af de, i mine øjne, bedste i branchen i form af David. Vi har kendt hinanden længe, og jeg har i mange år forsøgt at overtale ham til at strate hos os. Og fordi han også skal have noget at vinde ved det, så har vi oprettet det som et nyt selskab, hvor han bliver partner,” siger Adam Holm.

David Aarup Poulsen kommet fra en stilling i FCK’s talentafdeling, hvor han har arbejdet med strategi og kommunikation. David Aarup Poulsen fortæller, at han er selvlært inden for digital performance marketing, og han har sideløbende med sit arbejde i FCK arbejdet selvstændigt som konsulent i digital marketing i sit eget firma, Dapvisory.

”Min interesse for afsætning og marketing startede tilbage i gymnasiet. Det er noget, jeg allerede her besluttede mig for, at jeg ville være dygtig til, og jeg har uddannet mig selv inden for det. Jeg har konkret blandt andet også været med i SEO-bureauet Bonzers opstart,” siger David Aarup Poulsen, der er uddannet i cand. merc.kom. fra CBS.

Et hårdt marked

Adam Holm er ikke bekymret for, at Blonde Performance kommer til at drukne på et marked, hvor der allerede er massiv konkurrence om kunderne.

”Vi starter med at tilbyde det til vores nuværende kunder, som vi allerede arbejder for kreativt. Det bliver en forlængelse af vores gode samarbejde med dem, at vi også tilbyder dem dette. Vi skal ikke være et bureau som Obsidian Digital, der har super mange kunder, vi skal have en smal kundeportefølje hos dem, hvor det er naturligt, at vi hjælper med at optimere deres kampagner,” siger Adam Holm.

Udover David Aarup Poulsen kommer Blonde Performance til at have tre ansatte, fortæller Adam Holm.

”Vi får et lille team med super dygtige folk. Vi har allerede én ansat, og vi får også en senior paid specialist ombord om lidt. Samtidig er vores nuværende marketing manager i Blonde Inc., Roxanne Pedersen, ansat som ny Head of Organic i Blonde Performance. Hun har stor erfaring med at vækste Blonde Inc. på sociale medier. Hun er skarp og dygtig, men hun har ikke et lige så stærkt blik for data som David,” siger Adam Holm, der tilføjer:

”Det er super spændende folk, der starter bureauet – men vi skal ikke ud og vræe 100 mennesker. Vi sætter det i søen for at skabe kvalitet til vores nuværende kunder.”

Skal styrke det kreative

Generelt håber Blonde Inc. også, at performance-bureauet kan gøre de kreative endnu dygtigere til at lave kreativt materiale, der ræsonnerer hos forbrugerne.

”I første omgang skal vi have vores content, video og billeder ud at flyve endnu bedre. Men som et ekstra mål har vi, at vi skal blive endnu dygtigere til at understøtte vores film og kreative arbejde med data,” siger Adam Holm og tilføjer:

”Når vi går ud og laver en kampagne for en kunde, skal vi kunne underbygge vores valg bedre med data. Vi er i en verden, hvor online- og datadrevet marketing fylder meget, så det skal vi understøtte.”

Det bliver den store opgave for David Aarup Poulsen på langt sigt i Blonde Performance.

”På langt sigt bliver det enormt spændende at analysere alle de datapoints, vi får ind på Blonde Inc. Ambitionen er, at de det kreative og performance kommer til at kunne understøtte hinanden,” siger lederen af Blonde Performance.