Mediebureauerne kaster nu lige så mange – og endda flere – kroner og ører efter reklamer, som inden corona ramte verden.
Det viser nye tal for reklameomsætningen fra KreaKoms Mediaindex.
Tallene viser, at mediebureauernes samlede medieinvesteringer steg med 15 procent i 2021 sammenlignet med 2020.
”Dermed genfandt mediernes reklameomsætning sig selv efter et turbulent 2020 med en stigning på 3,4 procent sammenlignet med 2019,” skriver KreaKom i en pressemeddelelse.
Nyheden vækker glæde hos KreaKoms nystartede direktør, Charlie Stjerneklar.
”Vi kiggede med bekymrede øjne ind i spåkuglen for i 2021 med COVID-19 som det fortsat altoverskyggende tema. Men de nye tal fra Kreativitet & Kommunikations Mediaindex for 2021 giver grund til optimisme. Markedet har genfundet sig selv efter en betydelig nedgang,” udtaler han i pressemeddelelsen.
Biografer skød frem
Hvis vi dykker ned i de specifikke tal for forskellige medietyper, så steg omsætningen mest for ”TV” og ”digital”. For TV steg reklameomsætningen med 12 procent og for digital med 24 procent.
Traditionel print – altså avisernes annoncer – er steget med syv procent i forhold til 2021. Lokale og regionale ugeaviser er dog faldet med 14 procent.
Biograf og outdoor oplevede også markante stigninger fra 2020 til 2021. Biograferne så en stigning i reklameomsætningen på 44 procent – særligt ført an af, at biograferne ganske simpelt havde åbnet i større perioder i 2020 end i 2019 på grund af corona-udviklingen.
Godt for mediebureauerne
Charlie Stjerneklar spår, at udviklingen vil kunne ses hos efterspørgslen hos mediebureauerne.
”Tallene for 202 1understreger et stigende behov for at få sine budskaber ud til de rigtige på en effektiv og smidig måde, og her er vores mediebureauers ekspertise og ydelser i høj kurs,” siger direktøren.
Markedsføring har tidligere talt med Managing Director i MAGNA Danmark, Peter Sevel, der spår, at reklamekøbet kan sætte rekord i 2022.
”Det er sandsynligt, at væksten kommer til at ligge på omkring de fire procent i 2022. Hos Mediabrands venter vi en vækst i spændet mellem 3,5 og 4,5 procent,” har han sagt og peget på, at væksten i mediekøbet nogenlunde følger – og ofte ligger lige over – væksten i BNP.
Du kan også læse Markedsførings portræt-interview med Charlie Stjerneklar, der er nystartet i jobbet i Kreakom, her. Nogle af hans fremmeste opgaver bliver at gøre KreaKom mere synlige – og at gøre bureaubranchen mere attraktiv for de største talenter.
”Vi skal være mere synlige. Vi skal være bedre til at vise, hvorfor branchen er spændende at være i. Og så vil jeg gerne skrue op for de politiske snakke, som skal sikre, at det ikke er unødigt vanskeligt at arbejde i branchen,” har Charlie Stjerneklar sagt til Markedsføring.