Renault i Danmark har justeret på marketing-setup’et, og det betyder, at virksomheden siger farvel til OMD efter mange års samarbejde.

Nyt bureau bliver Off Road, der kommer til at løfte digitale opgaver, som data management, scoping af digitale platforme – og mediekøb.  

Søren Hyltoft, der er Head of Communication & Marketing hos Renault, siger i et interview med Markedsføring, om baggrunden for beslutningen. 

”Vi fik en ny ejerstruktur 1. maj 2022, hvor vi gik fra at være datterselskab af Renault i Frankrig til at være en privatejet importør, så vi i dag er ejet af svenske Hedin Mobility Company og portugisiske Salvador Caetano. Samtidig søgte vores daværende digitale marketingansvarlige nye udfordringer,” siger han og tilføjer:

”Og da vi følte, at vi havde brug for mere viden og power, end vi kunne få ved at ansætte en eller to nye i marketing, begyndte vi at overveje, om der skulle en ny model til.”

Skal sidde i afdelingen

Med Sørens Hyltofts ord var det ”ikke fordi vi som sådan ville have et nyt mediebureau.”

”Det var mere det, at der indtraf nogle omstændigheder, som gjorde, at vi så nogle muligheder i et andet setup for marketingafdelingen,” siger han og tilføjer:

”Vi vurderede, at det kunne være interessant for os at lægge mediedelen og det digitale sammen, og da vi kendte Off Road ad andre veje, tog vi en snak med dem.”

Som en ekstra bonus, forklarer Søren Hyltoft, kommer Off Road også regelmæssigt ind at sidde i Renaults marketingafdeling.

”Off Road bliver en slags ’ekstern’ del af vores marketingafdeling, hvor de også kommer til at sidde rent fysisk et par dage om ugen, når samarbejdet starter,” siger Søren Hyltoft.

Handler ikke om et fravalg

Ud over OMD’s mediearbejde, har også to andre bureauer, Drum Cph og Webnordic, været inde over opgaver hos Renault, som nu lander hos Off Road.

" Alt, hvad vi laver, skal jo gerne på den ene eller den anden måde føre nogle kunder ind til vores forhandlere og være med til at generere værdi for dem.
Søren Hyltoft, Head of Communication & Marketing, Renault Danmark

Men Søren Hyltoft understreger igen, at man ikke skifter på grund af utilfredshed med de tidligere samarbejdspartnere.

”På ingen måde. Vi har haft et fremragende samarbejde med OMD i mange, mange år, og de har været superprofessionelle. Så det kom af at vi gerne ville finde en vej til at opgradere væsentligt på vores digitale kompetencer.”

Hvad tænker I om at skifte fra et meget stort bureau til et noget mindre?

”Det er ikke en del af det her, og vi har på intet tidspunkt følt os som ’en lille kunde i et stort OMD-apparat’,” siger Søren Hyltoft og tilføjer: 

”Det er selvfølgelig klart, at vi kommer til at være en af de store kunder hos Off Road, men igen: Det her handler ikke om at fravælge OMD, men om at skrue en ny marketingstruktur sammen internt.”

”Det er en opgradering”

Søren Hyltoft ønsker ikke at oplyse, hvor stort Renaults mediebudget er, men om opgaverne, som Off Road skal løse, siger han:

”De skal optimere vores processer på den digitale front og sikre, at vores hjemmeside fungerer optimalt i forhold til salgsprocessen og i forhold til lead-generering. De skal sørge for, at alle vores initiativer hænger sammen, så der er en rød tråd i alt, hvad vi laver, både digitalt, i forhold til sociale medier og i forhold til medieinvesteringer.”

Endelig – og ikke mindst – spiller kvaliteten af kontakt og dialog med forhandlerne en uhyre vigtig rolle.

”Off Road skal hjælpe os med at komme hele vejen rundt, også i forhold til dialogen med vores forhandlernet, så vi hele tiden sikrer, at det vi gør, også er forankret der. Alt, hvad vi laver, skal jo gerne på den ene eller den anden måde føre nogle kunder ind til vores forhandlere og være med til at generere værdi for dem.”

Er set up’et med Off Road dyrere eller billigere for jer, end hvis I havde valgt at ansætte flere internt i marketing?

”Samlet investerer vi flere penge i det her set-up, end vi ville gøre med ansættelser. Så det er en opgradering.”

Publicis er fortsat og uforandret Renaults kreative bureau.