The Unicorn er blevet nyt leadbureau for både Skoringen og Intersport Danmark.

Det oplyser bureauet til Markedsføring i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at begge bureauvalg et foregået uden forudgående pitch. 

Skoringen har 91 butikker i Danmark og 77 butikker i Norge og har indgået et fireårigt samarbejde med The Unicorn.

Og ifølge kædens adm. direktør, Frank Sørensen, har man høje og klare krav til det nye bureau.

”For os var det en forudsætning, at bureauet for det første kunne gribe og drifte vores forretning i Danmark og Norge fra dag ét. Dernæst havde vi brug for et bureau, der på det strategiske niveau kunne udvikle på vores brandplatform i samspil med os,” siger han i meddelelsen og tilføjer:

”Endelig skulle bureauet kunne være en sparringspartner på de analyser og indsigter, vi skal bruge, for at udvikle vores koncepter og produktporteføljen i vores forretning. Det er også derfor et langvarigt samarbejde er af stor betydning for os.” 

Større brandudvikling

Skoringen og The Unicorn har forud for aftalen samarbejdet på mange enkeltopgaver det seneste år ’for at bekræfte, at man deler samme grundholdninger og ønsker for samarbejdet’.

Ud over fokus på den daglige drift og servicering af kædens behov for markedsføring på tværs af medier/kanaler, ligger der især en brandudviklingsopgave og venter.

”Helt konkret befinder Skoringen sig midt i en spændende udvikling, hvor 2022 var et rekordår. Med afsæt i et brand i vækst er vi nu i gang med en større brandudvikling, hvor bl.a. flere af Skoringens koncepter revitaliseres,” siger Thomas Wagner, Chief Commercial Officer, The Unicorn, i meddelelsen.

Skoringen har for nylig også indgået samarbejde med OMD i Aarhus. 

Den aftale blev også indgået uden pitch, og her lyder de primære opgaver på indkøb og rådgivning på offline-medier, strategisk sparring og fordeling af budget i forhold til virksomhedens strategiske indsatsområder.

Vinder også Intersport Danmark

Udover Skoringen har The Unicorn også indgået samarbejde med den internationale sportskæde Intersports danske forretning, der rummer flere end 60 butikker fordelt over hele landet. 

Her bliver The Unicorn leadbureau med ansvar for blandt andet kædens overordnede kampagner.  

Thomas Grøndahl, CDO & CMO for Intersport Danmark, siger i meddelelsen om valget.  

”I Intersport er det en selvfølgelighed, at vi arbejder datadrevet. I The Unicorn er de for alvor gearet til at udnytte værdien af data i samspil med kreativitet, og dét, tror jeg, vil skabe værdi for os.”

Kontaktchef hos The Unicorn, Thomas Mørup, siger om opgaven:  

”Intersport-kampagnerne, der kommer fra europæisk hold, er meget generiske og ikke tilpasset det danske marked.Så her bringer vi vores forbrugerindsigter i spil for at kunne udvikle dem til de danske forbrugere, lige som vi også udarbejder loyalitetskampagner målrettet Intersport Danmarks store kundeklub.”