Det kreative bureau Robert/Boisen & Like-minded har fået papir på, at man i 2023 var blandt verdens bedste bureauer til at skabe resultater for kunderne.

Det afslører et kig på Effie Worldwides årlige ranking ”Global Effie Index”.

Globalt markerede det danske bureau sig som nummer seks blandt det, Effie-organisationen kalder ”Independent Agencies”, og på europæisk plan lægger Robert/Boisen & Like-minded sig på en andenplads – kun overgået af et ukrainske bureau.

Og listerne vækker stolthed på det danske bureau.

”Først og fremmest er vi bare sindssygt benovede over at være på listen og over at være anerkendt som et af de bureauer i verden, som er bedst til at skabe resultater for deres kunder. Det er virkelig en af de udmærkelser, der gør os stolte,” skriver Alexander Faxø fra Robert/Boisen & Like-minded på mail til Markedsføring og tilføjer: 

”Og at det så endda er i så fint selskab med bureauer som eksempelvis Mischief, hvis arbejde man kun kan tage hatten af for, gør det kun mere specielt”. 

En klar investering”

At det med effekt og resultater er et fokuspunkt hos Robert/Boisen & Like-minded, ligger nærmest også implicit i den titel, Alexander Faxø fik på bureauet, da han indtrådte som associate partner i december 2023: ”Head of Impact”.

”Vi bruger og har altid brugt rigtig meget tid på at dokumentere og undersøge effekterne af vores kreative arbejde, så på den måde er det også en klar investering fra vores side af,” skriver han og uddyber:

”Det giver os nogle helt centrale indsigter i kampagneeffekter og årsagssammenhænge, som vi kan føde direkte ind i vores kreative udvikling og på den måde lave endnu mere effektfuldt arbejde for vores kunder”.

Blandt bureauets mange kampagner, der har leveret dokumenteret effekt, er en af de seneste ”Dogcation” for Spies, som solgte rejser fore mere end 50 millioner kroner. Kampagnen vandt to sølv og en bronze ved Effie Europe-awardshowet i Bruxelles i december sidste år.

Markedsføring har tidligere skrevet om tilblivelsen af ‘Dogcation’ – det kan du læse om her.

”Vi er jo et kreativt bureau, og det gennemsyrer alt, hvad vi foretager os. Så en topplacering på en liste som denne, må endnu engang sætte to streger under kreativitetens evne til at skabe resultater,” lyder det fra Alexander Faxø, der selv var med i Bruxelles for at modtage priserne.

Bryggeri er bedst

”Global Effie Index 2023” ranker også bureaugrupper, netværksbureauer og virksomheder og blandt sidstnævnte indtager AB InBev, Unilever, McDonald’s, PepsiCo og Coca-Cola top 5.

Det multinationale bryggeri AB InBev, der blandt andet står bag brands som Budweiser, Corona og Leffe, indtager for tredje år i træk førstepladsen som den virksomhed, der står bag indkøb af verdens mest effektive reklamer.

Unilever er tilbage på andenpladsen, mens PepsiCo og Coca-Cola er tilbage i top 5 for første gang siden henholdsvis 2021 og 2020. Og så er Netflix kommet i top 10 for første gang i virksomhedens levetid.

Blandt bureaugrupperne hedder top-5: McCann Worldgroup, DDB Worldwide, Ogilvy, BBDO Worldwide og Leo Burnett Worldwide

McCann Worldgroup er dermed tilbage på toppen igen, efter at man sidste år måtte overlade topplaceringen til Ogilvy.

Alle rankings på Global Effie Index kan nærstuderes her, og metoden bag listerne kan ses her.