Hvis man som bureau skal gøre sine hoser grønne hos annoncørerne – eller gerne vil holde fast i de samarbejder, man allerede har – så gælder det om at holde snuden i især to spor.

At have forståelse for kundens forretning. Og at skabe resultater.

Det viser årets udgave af MyImage Bureau, der netop er udkommet.

De to kriterier cementerer dermed deres mangeårige position i MyImage som de vigtigste valgparametre, når de danske annoncører kigger på deres bureaupartnere. Eller overvejer nye samarbejder. 

”Gode digitale kompetencer” holder skansen som det tredjevigtigste valgkriterium, men ligger i år på niveau med ”strategisk stærke”, som i årets analyse anses for en smule vigtigere end sidste år.

Og på niveau med ”har et behageligt kundeteam og indbyrdes god kemi”, som også rykker en my frem i forhold til sidste års analyse. 

Nyt kriterium trækker opmærksomhed

Det samme gør ”kreativt stærke”, der går fra 46 procent til 48 procent – et kriterium, som dog har ligget noget højere i tidligere års analyser. 

Men et af årets nye kriterier, ”fleksible og agile”, tiltrækker sig særlig opmærksomhed.

Faktisk lister dét kriterium med 49 procent sig op foran ”kreativt stærke” og lægger sig dermed op som et af de kriterier, annoncørerne virkelig vægter hos deres bureaupartnere.

”Det er interessant, men også ret logisk, at det kriterium stryger så langt op på listen, når man tænker på den hastighed, kommunikation foregår med i dag, ” siger Mogens Østergaard, der er adm. direktør i MyResearch, der siden 2008 har gennemført MyImage Bureau-analysen.

”Fleksible og agile” er også et af de kvalitative udsagn, annoncørerne bedømmer bureauer på, og her ses en interessant sammenhæng, forklarer Mogens Østergaard.

”Der ser ud til at være en sammenhæng mellem en høj score på fleksibilitet og agilitet og en høj score på kundetilfredshed. Og vi ved, at høj kundetilfredshed i ganske mange tilfælde påvirker den samlede imagescore positivt i de følgende år.”

MyImage Bureau 2022 – Vigtigste valgkriterier

(procentdel, der svarer ”meget stor betydning” til det pågældende kriterium)

1: Gode til at skabe resultater – 68 % 
2: Har en god forståelse for min forretning – 67 %
3: Har gode digitale kompetencer – 56 %
4: Er strategisk stærke – 56 %
5: Har et behageligt kundeteam og indbyrdes god kemi – 55 %
6: Er uvildige og transparente – 49 % (spørgsmål er kun stillet ift. mediebureauer)
7: Er fleksible og agile – 49 %
8: Er kreativt stærke – 48 %
9: Har erfarne nøglepersoner – 48 %
10: Er gode til at analysere og anvende data – 43 %
11: Er gode til at forhandle priser/vilkår – 41 % (spørgsmål er kun stillet ift. mediebureauer)
12: Er gode til forbrugerindsigt – 40 %
13: Er innovative – 36 %
14: Er gode til at integrere data – 35 %
15: Er gode til at integrere kommunikation – 32 %
16: Har konkurrencedygtige priser og vilkår – 27 %
17: Er gode til e-commerce – 20 %