Sebastian Lynggaard: ”Jeg har aldrig kunnet finde ud af at være firmaets mand”

At jeg havnede i bureaubranchen, anser jeg lidt som en random twist of fate. Grunden til det skal findes i, at jeg havde en rigtig sød svigerfar, som havde en ven, der manglede en studentermedhjælper på sit Public Affairs bureau. Det var ikke så lige til for mig at skifte til et liv med fuldtidsjob. Jeg følte, at der var meget store dele af min personlighed, som jeg skulle lægge på hylden for at kunne indgå i og passe ind på en arbejdsplads.

Jeg har aldrig kunne finde ud af at blive ’firmaets mand’, og det har været forbundet med sygt meget frustration for mig. Det har ikke været muligt for mig at finde den højere mening med arbejdet, som jeg har oplevet, at mine kolleger nemt har kunne finde. 

I mit arbejdsliv har jeg endnu aldrig fundet den form for arbejdsfællesskab, som jeg har ledt efter. Den sociale snak over frokosten er mega hyggelig, men det fagsociale sammenhold, hvor man taler om, hvorfor det lige er, at netop vi skal ud og tjene penge sammen – dét har jeg aldrig oplevet. 

På mange arbejdspladser har jeg følt mig overladt meget til mig selv. Jeg har fået solgt en idé om, at man går på arbejde som et kollektiv. At det var en ting. Og det synes jeg ikke, det har været. Ofte har jeg bare siddet ved min egen computer og følt, at det her stykke arbejde kunne jeg lige så godt have siddet alene derhjemme og lavet. 

Jeg har ofte oplevet, at der foregår et spil på arbejdspladsen, der minder om en slags teater. Folk kan godt være sociale og afslappede i frokostpausen, men når vi skal arbejde, er det, som om folk pludselig spiller en rolle. Jeg er ikke god til at navigere mellem forskellige roller, og hele skuespil-scenariet kan drive mig til vanvid. 

Når jeg starter på et nyt job, så er det, som om mine professionelle ambitioner fuldstændig fordamper. Så vil jeg bare gerne have, at alle har det godt, og mine egne karrierebehov træder i baggrunden. Hvis det er nødvendigt for fællesskabet, står jeg gerne og reparerer kaffemaskinen hele dagen. Intet problem.  

En hjernerystelse, der varede i næsten et år, gav mig i 2019 en ny kurs i mit arbejdsliv. Pludselig kunne jeg ikke nær så meget som før, og det satte en brat stopper for mine lange arbejdsdage. I denne periode skiftede jeg LinkedIn ud med Instagram og drømmen om at skrive.

Da jeg udkom med bogen ’Mandsforræder’, var det en kæmpe lettelse og forløsning at opdage, at andre mænd har haft det på samme måde som mig. Både i forhold til det skuespil, jeg har oplevet, og den forkerthedsfølelse, som jeg er gået rundt med. 

Jeg har blottet mig så meget, både online og i min bog, at jeg ikke længere kan rende fra, hvem jeg i virkeligheden er. Det er dejligt, at jeg ikke længere behøver skifte mellem roller og ikke skal tænke så meget over de forskellige arenaer, jeg befinder mig i. 

At blive selvstændig handler for mig meget om, at jeg nægter at have travlt. Det er okay i perioder, men ikke i lange seje stræk. Jeg har fuld respekt for, at det er sådan, tingene fungerer på mange arbejdspladser. Men som jeg har det lige nu, så er det ikke noget, jeg har lyst til. 

Mit bedste karriereråd er at tro på, at du kan gøre det, du vil. Hvis du, ligesom jeg, gerne vil skrive en bog, så kan du bare skrive den. Det handler simpelthen bare om at sætte sig ned og begynde at taste. Folk har en tendens til at tro, at det at skabe kun er for en særlig udvalgt skare. Sandheden er, at alle kan gøre det. 

Succeskriteriet for mig som selvstændig er bare at kunne være det et år. Og så må vi se, hvad der ligger på bagkanten af det. Jeg vil gerne bruge året på at prøve at skrive et manuskript til en ny bog, og så vil jeg prøve at blive mere business minded, og se om jeg kan leve af det. Hvis jeg kan det, så er jeg stolt.