Det digitale bureau Signifly tager nye våben i brug for at styrke sig på de internationale jagtmarkeder.

Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring.

Oprustningen betyder dels, at Group CEO og medstifter Michael Valentin selv er flyttet til London for at lede ekspansionen, og dels, at Signifly har hentet bureauveteranen Jonathan Goldmacher, tidligere R/GA, MullenLowe og Valtech, ind som ny managing director for London-studiet.

“På kun tre år har vi etableret os i et af de mest konkurrenceprægede bureau-markeder. Jeg er så stolt af vores team her, og de resultater der er skabt,” udtaler Michael Valentin i mailen og uddyber:

”Nu skal vi styrke vores position i UK og USA. Jonathan har den helt rigtige erfaring og forstår at kombinere kreativitet, strategi og teknologi. Det bliver en stor hjælp i vores indsats for at vinde, og vi er allerede kommet godt i gang med nye samarbejder.”

Erfaring fra store bureauer

Signifly åbnede London-kontoret i 2023 og har siden opbygget et team på i dag 15 personer.

London-studiet har specialiseret sig i branding, teknologi og marketing for kunder i lifestyle/luksus-ecommerce, venture capital, SaaS og professional services. 

Og nu skaleres ambitionerne yderligere – ikke mindst med Jonathan Goldmacher om bord.

Han kommer senest fra Valtech, hvor han grundlagde og ledte bureauets globale Agency Service Line – en forretning på 400 medarbejdere på tværs af Nordamerika, Sydamerika og Europa. 

Før det har han stået i spidsen for store teams for bureaugiganter som R/GA og MullenLowe, ligesom han har åbnet sidstnævntes New York-kontor.

Vil skabe “det næste store”

Og for Jonathan Goldmacher er skiftet et bevidst valg væk fra de store netværksbureauer efter to årtier i den verden.

“Signifly tiltrak mig, fordi de giver mig den perfekte balance mellem fart, størrelse og ekspertise. Og med den AI-revolution vi står i som branche, er det de ting, der er brug for,” lyder det fra ham i mailen, hvor han uddyber:

“Jeg vil være med der, hvor vi kan være med til at skabe det næste store. Der er ikke mange steder, hvor man får lov at arbejde på tværs af det fulde spænd, fra tidlige founders, der former deres første produkt, til globale brands, der gentænker, hvad de står for.”

Signifly har i dag kontorer i København, London, Montreal og Toronto og beskæftiger omkring 90 medarbejdere.

Blandt kunderne findes man Maersk, DR, Digitaliseringsstyrelsen, Ekstra-Bladet og Bank of Montreal.