For tredje år i træk tolker The Body Shop Black Friday på deres helt egen måde. 

“Vi sætter fokus på de tal, som vi synes, betyder noget. Og de tal er ikke nødvendigvis rabatter og tilbud for os,” siger Tanja Bruun, der er Head of Brand & Activism i The Body Shop i Sverige og Danmark.

The Body Shops kampagne, der er lavet I tæt samarbejde med Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK, red.), har titlen ‘No Black Friday’, og tallene, som Tanja Bruun referer til, er tal, der understreger, at mænds vold mod kvinder stadig er et stort problem her i Danmark.

Således italesætter kampagnen blandt andet, at 112.000 kvinder hvert år udsættes for psykisk vold af deres partner, og at 24.000 kvinder hvert år udsættes for fysisk vold af deres partner.

Tal som ovenstående vil i Black Friday-ugen kunne ses på plakater i alle The Body Shops butikker og digitale kanaler i Danmark.

Markedsføring har talt med Tanja Bruun, der har arbejdet i The Body Shop i 23 år, om baggrunden for The Body Shops aktivistiske tilgang til Black Friday – en tilgang de nu praktiserer for tredje år i træk. 

”Vi gør det her, fordi vi hos The Body Shop gerne vil belyse nogle af de samfundsmæssige problemer, vi ser i verden. Vi er et brand, som tør tage den svære samtale – også om de lidt mere kontroversielle og tabubelagte emner,” siger Tanja Bruun.

Tanja Bruun, der er Head of Brand & Activism i The Body Shop i Sverige og Danmark, oplever, at kunderne tager godt imod skønhedsbrandets aktivistiske Black Friday-kampagner. Foto: PR

”Og vi synes, at Black Friday-ugen er et super oplagt tidspunkt at gøre det, fordi det er en uge, hvor der er enorm høj trafik både online og offline,” tilføjer hun. 

Hvilken effekt har det, når The Body Shop kommunikerer noget helt andet på Black Friday end størstedelen af andre brands?

“Jeg tror, at det betyder, at vi står ud i mængden.  Og det gør vi netop, fordi vores budskab er anderledes. Vi nævner i vores overskrift på kampagnen, Black Friday, og det er en måde at få folk til at stoppe op og tænke over, at der findes vigtigere ting i verden end rabatter.”

Budskab modtages positivt

Mænds vold mod kvinder er et noget tungt budskab at kommunikere online og i jeres butikker. Hvordan reagerer kunderne på det? 

”Jeg oplever, at langt de fleste kunder reagerer meget positivt på kampagnen. Og mange stiller spørgsmål og søger mere information om emnet hos os. Mange af vores kunder er medlemmer, og de er vant til at se kontroversielle budskaber fra os. De synes, det er godt at vi tager dette emne op, siger Tanja Bruun og tilføjer:

”Når det er sagt, vil der vil altid være nogle, der stiller spørgsmål til, hvorfor vi vælger at løfte den her problematik. Og der vil også altid være nogle, der stiller sig kritiske og for eksempel vender problematikken om og påpeger, at der jo også sker vold mod mænd. Og det er helt rigtigt, men faktum er bare, at vold mod kvinder er et af de største samfundsmæssige problemer, vi har. Og det er i langt højere grad kvinder end mænd, der bliver udsat for vold.”

Nu det ikke er salg, hvad er så succeskriterierne for jeres No Black Friday kampagne?

“For os handler denne kampagne om at skabe opmærksomhed og nå ud til så mange mennesker som muligt. Så det er primært det, vi måler på. Og så måler vi også i allerhøjeste grad på, hvor mange penge vi får samlet ind til vores samarbejdspartner igennem de tiltag, som vi har.”

The Body Shop har som del af No Black Friday en SoMe-kampagne, hvor de donerer penge pr. like, og så går de ind og matcher kundernes donationer hele Black Friday-ugen samt donerer et beløb pr. solgt pakkekalender, som The Body Shop sælger i tidsrummet, fortæller Tanja Bruun.

Kampagne er business as usual

Hvordan forklarer man til den øverste chef, at man skal bruge penge på en No Black Friday-kampagne fremfor at tjene en masse penge på en klassisk Black Friday-kampagne? 

“The Body-shop er en B-Corp certificeret virksomhed, hvilket betyder, at vi opererer med en triple bottom-line, som er people, profit og planet. De tre parametre er sidestillet i vores bundlinje. Så for os er det her business as usual. Det er sådan, vi altid har drevet vores virksomhed. Vi laver kampagner, der tager emner op, som vi synes er vigtige i samfundet.”

Hvad giver det jer som brand, at lave disse alternative Black Friday-kampagner? 

“For os som brand, der handler det om, at bruge vores virksomhed til at være en kraft for at gøre noget godt i verdenen. Vi synes, at alle, der som os driver store virksomheder, bør gøre en indsats for at være med til at påvirke verdenen på en positiv måde – og være med til at skabe positive forandringer.” 

”Samtidig oplever jeg, at det at være med til at skabe positiv forandring i verden er enormt vigtigt for vores medarbejdere. Og det er absolut også en af årsagerne til, at jeg er her, og derfor at jeg har arbejdet her i så lang tid. Og jeg ved, at det også gør sig gældende for mange af mine kollegaer. Vi går på arbejde hver dag og ved, at vores arbejde gør en forskel. Så fra et employer branding perspektiv, har dette enormt meget at sige,” siger Tanja Bruun.

Mange virksomheders omsætning og resultat afhænger af, hvordan de performer på Black Friday. Hvordan har I som virksomhed råd til at lade være med at have et klassisk taktisk Black Friday-fokus? 

“Som B Corp-certificeret virksomhed er det ikke bare profit på bundlinjen, som tæller. Vi har en stor etisk forpligtelse i ikke kun at drive vores virksomhed med tanke på vores shareholders – vi skal tænke på alle vores stakeholders i virksomheden,” siger Tanja Bruun og fortsætter:

“Det betyder selvfølgelig noget det første år, når man skal stille om. Det er der slet ikke noget tvivl om. Og det kræver da bestemt, at man budgetter og planlægger sig ud af det, hvis man tidligere har været med på den kommercielle Black Friday-bølge. Man bliver man nødt til at se på den større værdi i det, end bare at kigge på, hvordan bundlinjen ser ud.”

Kan du udelukke, at The Body Shop i Danmark går tilbage til at praktisere en helt almindelig bundlinje-Black Friday-tilgang?

”Det kan jeg i min rolle ikke udelukke. Men jeg håber det virkelig ikke. Og hvis jeg skal give mit personlige syn på det, så skulle det – hvis vi nogensinde gjorde det – stadig være med et aktivistisk afsæt og med et andet hovedfokus end bare at drive tilbud.”