I starten af september gik Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring ud med en kampagne for skolepatruljerne udviklet af det kreative bureau PONG. 

To film – den ene med Jesper Buch, kendt fra bl.a. DR’s Løvens Hule og den anden med Lise Baastrup, der bl.a. spillede Hjørdis i tv-serien Rita – havde et klart mål.

De skulle lære danskerne at have mere respekt for de skolepatrulje-børn, der dagligt forsøger at få travle bilister, cyklister og andre trafikanter til at tænke sig om. Og finde deres indre ro frem i morgentrafikken.

Nu viser nye tal, at kampagnen, der bestod af flere forskellige elementer, har leveret flotte, men også overraskende resultater.

“Med den flotte modtagelse af Jesper Buch havde vi forventet, at Lise Baastrup-filmen ville få svært ved at opnå samme popularitet. Men der fik vi os en overraskelse. For på både Facebook og YouTube lå filmen med Lise på en højere View Through Rate og lavere Cost Per View,” siger Liv Kofoed-Jensen, projektleder hos Rådet for Sikker Trafik, og tilføjer:

Kampagne-performance på SoMe 

På tværs af LinkedIn, Facebook og Instagram fik Jesper Buchs egne opslag med filmen 660.048 visninger, 54.957 likes, 1.348 kommentarer og mange hundrede delinger. Alt 100 procent organisk. Der er ikke sammenlignelige tal for Lise Baastrup-filmen, da den ikke blev delt på hendes private profiler

På Rådet for Sikker Trafiks egne Facebook- og Instagram-profiler leverede filmene 1.664.939 tre-sekunders visninger med en pris pr. visning på 0.06 kr.

Til sammenligning ligger gennemsnitsprisen for et view på omkring 0.,30 kr. En godt performende film ligger omkring 0,20 kr.

Filmene blev samlet set 100 procent af 607.876 personer, hvilket giver en view through på 36 procent. Ser man på filmene enkeltvis har Lise-filmen performet bedst.

Kilder: Rådet for Sikker Trafik/PONG

”Forklaringen finder vi måske i kommentarsporet på filmene. Her er det meget tydeligt, at mange kan genkende sig selv i Lise Baastrups rolle. Og måske personligt kender irritationen ved at skulle stå og vente på skolepatruljen, hvis man har travlt.”

Derfor lavede de kampagnen

Kampagnens fokus var oprindelig at sætte spot på, at alt for mange trafikanter ikke respekterer skolepatruljernes anvisninger. 

En umiddelbart pudsig aktivitet. For når danskerne bliver spurgt, er der overvældende opbakning til Skolepatruljerne, oplyser Rådet for Sikker Trafik. Ifølge rådets undersøgelser siger 98 procent af billisterne således, at de synes godt om Skolepatruljernes arbejde. 

”Men når det kommer til den konkrete adfærd, så oplever hvert tredje barn i Skolepatruljerne at blive overfuset i trafikken”, lyder det fra organisationen.

Det kan være cyklister, der sniger sig igennem, selvom skolepatruljen har lukket fodgængerfeltet. Irritable bilister, der dytter – eller morgentravle fodgængere, der højlydt kritiserer skolepatruljens arbejde.

Eller som Mikkel Elung dengang sagde om eksekveringen af kampagnen:

“Kontrasten mellem den ustoppelige forretningsmand og det urokkelige Skolepatrulje-barn skaber et fantastisk drama. Og Jesper er den perfekte rollemodel for de mange voksne, der føler at de er for vigtige til at stoppe for Skolepatruljen. For hvis han kan, så kan de nok også.”

”Det stak helt af”

Allerede inden kampagnestart delte Jesper Buch selv – og Karina Petersen, der er vicedirektør i Rådet for Sikker Trafik – filmen på deres Linkedin-profiler. Og så gik det hurtigt.

“Det var virkelig overvældende at se, hvordan vores kampagne blev modtaget i weekenden op til lanceringen,” siger Karina Petersen fra Rådet for Sikker Trafik og tilføjer:

”Jesper og jeg uploadede filmen på vores kanaler, og så det stak helt af. Jesper fik 10.000 likes på de første 45 minutter, og kommentarerne væltede ind, jeg har aldrig oplevet noget lignende.”

De to film var oprindelig selvstændige kreative retninger. Men de havde begge et så stort potentiale, at opgaven nu lød på en forening, hvor hver film stadig skulle bevare sin fortælling, oplyser parterne.

" Vi fik simpelthen mere effekt, end vi havde turdet håbe på
Mikkel Klausen, chef for Kommunikation & CSR i LB Forsikring

Og den beslutning viste sig at være rigtig, siger Mikkel Klausen, der er chef for Kommunikation & CSR i LB Forsikring:

”Efter mange overvejelser valgte vi at gå med to forskellige former for humor i kampagnefilmene. Det var et usikkerhedsmoment, men begge film performede så godt, at vi endte med en langt større spredning. Vi fik simpelthen mere effekt, end vi havde turdet håbe på.” 

Og i en digital verden, hvor videoer ofte løber med opmærksomheden, var Rådet for Sikker Trafik naturligvis også opmærksom på en særlig detalje. At vejkant-plakater virker.

Print motiverer

Så til den konkrete kampagne udviklede Rådet selv en plakat, som 76 kommuner satte op i nærheden af skolepatruljernes placering. 

Plakaten skulle forberede de morgentravle trafikanter på, at de længere fremme ville møde en skolepatrulje. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Digital rules … men vejplakater viste sig at virke i kampagne fra Rådet for Sikker Trafik. Foto: PR.

Siden har analysebureauet Wilke gennemført en postmåling på indsatsen blandt godt 1.000 danskere i alderen 18-75. Og resultaterne er i top, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.

”90 procent af respondenterne synes, at plakaten er ”meget god eller god”,.

Og hele 83 procent af de respondenter, der har kørt for stærkt, sænkede farten, da de så plakaten,” oplyser Karina Petersen fra Rådet for Sikker Trafik.

Samtidig svarer 80 procent, at plakaten har fået dem til at være opmærksomme på, om der er børn på vejen.

Og resultaterne glæder vicedirektøren: 

”Plakaten er også et meget vigtigt medie for os, for den står lige præcis der, hvor adfærden finder sted,” siger hun. 

Ifølge Wilkes evaluering synes 93 procent af respondenterne ”meget godt eller godt” om kampagnen alt i alt, ligesom 79 procent ”føler sig motiveret til at følge skolepatruljens anvisninger”. 

Se de to kampagnefilm herunder.

Honeytrap har produceret og Simon Bonde har instrueret.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger
Jesper Buch

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger
Lise Baastrup