Slava måtte flygte fra en succesfuld reklamekarriere i Ukraine: “Jeg har lagt mit gamle liv bag mig”

“Når jeg er her, så føles det, som om mit liv ikke tilhører mig selv. Jeg er ikke herre over mit eget liv.”

Slava Denys sidder på en mørkegrøn bænk på en lysegrøn plæne på Refshaleøen i København. 

“Og det er det samme, jeg hører fra alle ukrainere. Før krigen er slut, kan vi ikke opnå en følelse af normalitet.” 

Det er koldt, men forårssolen skinner, og Slava Denys har sine sorte solbriller på, selvom hun sidder med ryggen mod lyset. Hun er iført en sort outdoorjakke, der står i skarp kontrast med hendes lyse lokker, koral-pink læbestift og babyblå neglelak. 

“Men jeg er ved at hele mig selv og bryde med gamle tankemønstre,” siger hun, holder en kort pause, og fortsætter:

“Jeg kan dog ikke helt finde det punkt, hvor X og Y mødes. Og det er ikke, fordi jeg er her i Danmark. Det er fordi, krigen stadig raser.”

Små hundrede meter væk fra hvor vi sidder, ligger tre aflange mørkegrå pavilloner. Udover Slava, hendes datter Dana, og katten Knopa, huser de omkring 80 andre ukrainere, der er flygtet fra krigen i Ukraine, med deres husdyr.

“Det er en slags Zoologisk have,” siger hun og ler, så man kan se hendes hvide tænder.

Slava Denys flygtede fra Kiev kort efter at Rusland begyndte at bombe den Ukrainske hovedstad i februar sidste år. I Kiev havde hun i en længere årrække været en markant seniorprofil i marketingbranchen. 

Og marketing giver hun ikke slip på trods krigen. Fra Danmark underviser hun således i digitalt i storytelling i reklame på Academy of Media arts (KAMA) i Kiev og passer sin position som formand for byens Art Directors Club. Men derudover har hun også mange andre bolde i luften – blandt andet arbejder hun som frivillig translatør.

“Faktisk har jeg endnu mere travlt nu end før krigen,” konstaterer hun. 

Slava Denys har let til ord og grin. Hendes bofæller i pavillonerne, har af samme grund døbt hende ‘Radio Slava’. Men til trods for hun snakker meget, er hun blevet opfattet som lukket og ”introvert” af flere af de andre beboere, fortæller hun.

”Folk her er meget åbne overfor hinanden. De diskuterer de mest intime ting, som jeg slet ikke er vant til, at man kan tale om. Ting, som jeg aldrig har talt med nogen om hele mit liv.” 

Ingen af Slava Denys naboer i de tre pavilloner på Refshaleøen har arbejdet med marketing. At møde en masse nye mennesker, med en helt anderledes baggrund end hende selv, har været en øjenåbner.

”At bo her har fået mig til at indse, hvor lukket en person, jeg har været. Jeg tror blandt andet det skyldes, at jeg kun omgikkes folk fra reklame- og kulturverdenen, der tjente det samme, havde samme interesser og mest talte om deres succes,” siger hun og tilføjer:

”Det kan stadig være svært for mig at være åben og dele det, der er sårbart, men jeg gør det mere og mere.”

På dette tidspunkt levede Slava Denys en med egne ord “posh” og magelig reklame-tilværelse i indre Kiev, hvor hun havde syv minutter til arbejde med byens metro. Men sideløbende det søde liv følte hun, at hun var gået i stå i sin karriere.  

Allerede en et godt stykke tid inden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar, havde der været en “mærkelig stemning” i byen, siger Slava Denys. Allerede en uge inden så hun det første tydelige tegn på, at noget var i gære. 

“Alle mine koreanske kolleger rejste pludselig fra Kiev og ud af landet.”

Og på den amerikanske stats hjemmeside så hun, at man rådede alle amerikanere i til at forlade Ukraine.  

“Jeg følte, at jeg sad lidt fast, og var ikke helt tilfreds. Jeg havde meget blandede følelser og spekulerede på, hvad der kunne lure ude i horisonten.”

Om aftenen den 23. februar 2022 var hun til fødselsdagsfest hos en ven fra reklamebranchen. Og selvom folk fandt det upassende, kunne hun ikke lade være med at spørge de andre festdeltagere om deres syn på de verserende, tiltagende krigsrygter.  

“Intet kommer til at ske i Kiev,” sagde en af hendes kolleger beroligende til hende. 

“Tusinde tak for kage,” siger Slava Denys på gebrokkent dansk og fortæller, at hun har gået tre timer til dansk hver lørdag, siden hun kom til landet. 

“Alt var meget nyt og uforståeligt for mig, fordi den danske kultur var meget anderledes end den ukrainske. Sproget og situationen forvirrede mig, og jeg var i chok over det, der var sket. Jeg græd hver eneste dag.”

Første gang jeg møder hende er på en café i indre by i København. Hun sidder med et stykke banana bread, som hun stikker lidt til uden at spise af det. Hun fortæller om sin første tid i Danmark, hvor hun, Dana og Knopa boede hos en gammel studieveninde, der havde tilbudt husly, og som var grunden til, at de havnede i Danmark. 

Hidtil er der ingen fra Slava Denys’ egen familie, der er døde under krigen. Men en af hendes tidligere kolleger, en Art Director, faldt som soldat sidste år. 

“Jeg er sikker på, at Bogdan døde som en stolt mand. Han vidste, hvad han gik ind til, og var klar til at dø for sagen. Det var det vigtigste for ham – at hjælpe i kampen,” siger hun.

Der er mange Ukrainere, der er døde i kampene mod russerne. Synes du, det var den rette løsning at tage kampen op med Rusland? 

”Det handler ikke om, om jeg støtter krig eller ej. Alle dem, der kæmper for Ukraine, er helte. Sådan er det. Alt andet er underordnet,” siger hun med et tonefald og mine, der ikke er til at tage fejl af.

Kort efter jeg er gået fra caféen, dumper der en besked ind fra Slava Denys på LinkedIn.

“Fantastisk banan-kage! Jeg sværger,” skriver hun.

Den 24. februar klokken 05:40 om morgenen ringede Slava Denys’ søster og vækkede hende med dårlige nyheder. På tv kunne hun se, at flere ukrainske byer inklusiv Kiev var blevet bombet. 

“Jeg vækkede min datter, og vi forlod vores lejlighed kun med en kuffert og vores kat. Det var et farvel til mit både mit hjem, mine venner og min familie,” siger hun.

Målet var først og fremmest at komme til Warszawa. Slava Denys fik gennem to venner skaffet busbilletter ud af landet. Det var dog et syn af en anden verden, der mødte den lille trio, da de nåede til busstationen i den vest-ukrainske by Ternopil, hvor bussen afgik fra.

”Der stod hundredvis af mennesker rundt om bussen. Det mindede om gammel krigsfilm fra anden verdenskrig. Der var blevet solgt alt, alt for mange billetter.”

I desperation begyndte Slava Denys og hendes datter at råbe, at de havde en kat med og derfor skulle med bussen.

”Det var et lamt trick, men på en eller anden måde virkede det, for folk gav plads til os, og vi kom med til Polen.”

“Jeg kan lide Christiania på grund af graffitien. Graffiti fortæller masser af historier. Og så er her både slidt og stilfuldt på samme tid. Ligesom i en Aki Kaurismäki-film (finsk fiminstruktør, red.).”

Anden gang jeg møder Slava Denys er ved indgangen til “Staden”, som er et af hendes favorit-steder i København. Hun ser det som ‘antitesen’ til Rusland, som hun beskriver som rigidt og konservativt.

Vi sætter os på caféen Månefiskeren, hvor der er højt til loftet, og folk spiller billard og kort. En sødlig duft af pot hænger i luften. 

”De har virkelig gode priser her. Det er faktisk ‘Ukraine-priser’, og det dér ligner Kiev-kage (klassisk Ukrainsk kage, red), men det er det ikke. Men det er et gigantisk stykke.”

Vi køber kaffe og et stort stykke chokolade-lagkage, som vi deler i to. 

“Det her sted er meget København-agtigt, er det ikke?,” spørger hun med hævet stemme, da vi har sat os under en højttaler, der spiller lidt for højt. 

Både og … 

“I er en mærkelig blanding mellem et gammeldags monarki og traditionel tilgang til ting – og samtidig er i et meget transparent, open minded og frit samfund. Før jeg kom her, ville jeg aldrig kunne have forestillet mig, hvordan man kan have begge sider på samme tid. Det inspirerer mig.”

Du er storyteller. Hvis du skulle fortælle din egen historie siden krigen, hvordan ville du så gribe det an? 

“Jeg underviser altid i The way of the hero, som i Hollywood er, når helten støder på udfordringer, som han eller hun klarer, og på den måde bliver stærkere.”

Hun tager en bid kage og fortsætter:

“Tidligere brugte jeg eksempler fra bøger og film og stykker af for eksempel Shakespeare eller Tolstoj (Lev Tolstoj, russisk forfatter, red.). Men det gik op for mig, at kernen i de fortællinger var det samme, som jeg selv og alle ukrainere nu oplevede med krigen. En disruption af vores tilværelse, hvor vi er nødt til at træde i karakter og vokse som mennesker,” siger hun, mens et gammel 90’er-hit giver ekstra pondus og rytme til hendes ord.

“Og her efter et år i Danmark føler jeg mig selv som en fuldstændig anden person.”

Hvorfor?

“Fordi jeg har set så mange nye ting indenfor design, mad, kommunikation, kultur og levevis – bare det at snakke med en dansker som dig. Det er en anden verden. Og det er klart, at det påvirker mig.” 

Slava Denys, Dana og Knopa fik et lift til Warszawa til København via et opslag på Facebook.  

Efter et par måneder i Danmark havde Slava Denys fundet sit fodfæste, og begyndte som formand for Kiev’s Art Directors Club (en verdensomspændende sammenslutning af kreative, red.), at kontakte en række kreative direktører og CEO’s på danske bureauer.

“Jeg ville gerne lære danske reklamefolk at kende og få en fod indenfor i branchen i Danmark,” fortæller hun.

Det blev til over 15 møder med kreative bureauprofiler.

“Det var et kæmpe boost for mig, at alle, jeg spurgte, stort set tog sig tid til at mødes med mig.” 

Hun fremhæver især et møde med Robert Cerkez, der er Executive Creative Director og partner i det kreative bureau &Co.

“Der var en særlig kreativ kemi mellem os. Vi begyndte med det samme at diskutere storytelling i forskellige kreative arbejde. Vi talte slet ikke om mig, krigen eller min kat.”

Begejstringen stråler ud af Slava Denys, da hun fortæller, at hun undervejs fandt ud af, at &Co. stod bag reklamen “The Lift” (for skofirmaet, Bianco), som hun forelskede sig hovedkulds i, da den vandt bronze til Cannes Lions i 2019.

“Det er i mine øjne en af de allerbedste storytelling-reklamer, der er lavet.”

“Generelt er jeg mere ked af det, end jeg var før krigen,” siger Slava Denys, imens vi går og snakker i pavillion C på Refshaleøen, hvor hun bor: 

Hver dag bruger hun mindst en time på at læse nyheder og seneste opdateringer om krigen via appen Telegram. Men hun stortrives i Danmark og føler sig privilegeret over, at det netop var her hun endte, fortæller hun.

“Der allerede er gået et år. Så det er ikke så psykologisk hårdt, som det var i starten, fordi krigen er blevet en slags normaltilstand. Tidligere havde jeg ofte følelsen af, at livet var slut.”

For Slava Denys er det ikke længere selve krigen, der skræmmer hende mest.

“Min største frygt er, at jeg er bange for at blive indifferent i forhold til situationen i Ukraine,” siger hun og refererer til det ukrainske udtryk: “Når du ikke ser det, så har du det ikke i dit hjerte.”

Hun er bange for at glemme sine venner og familie derhjemme, nu hvor hun er så langt væk fra dem.

“Jeg føler mig skyldig. Det gør mange folk her, fordi vi er så langt væk fra farerne hjemme i Ukraine.”

På den ene side er Slava Denys’ største ønske, at krigen slutter med Ukraine som sejrherre. Men det er også et scenarie, der er forbundet med frygt.

“Vi er mange, der er bange for, at når krigen slutter, så vil alt blive, som det var før.”

Men det ville jeg tro var en god ting. Hvad er I bange for? 

“Vi er bange for, at vi vil miste meningen med livet. Før havde vi intet, der samlede os som folk. Nu har vi en mening med livet: Den fælles idé, at det vigtigste i verden er at redde Ukraine.”

I dag er Slava Denys i tvivl om, hvorvidt hendes fremtid ligger i Kiev. 

“Jeg er ikke sikker på, at Ukraine er det sted, hvor jeg bedst kan udnytte mine evner og udvikle mig yderligere. Især ikke efter jeg har set så mange inspirerende ting i Danmark.” 

Men savner du ikke din gamle magelige og eksklusive Kiev-tilværelse?

“Nej, jeg savner ikke mit gamle ”posh” liv. Faktisk skænker jeg ikke den del af min fortid en tanke. Jeg ser livet som forskellige perioder, hvor intet varer for evigt. Mit gamle liv blev disruptet af Mr. Putin, og nu er en helt anden og ny periode af mit liv begyndt, og jeg har lagt mit gamle liv bag mig.”

Hun håber dog på, at hun med den inspiration, hun har fået i Danmark, også kan hjælpe til med at genrejse både Ukraine og den ukrainske reklamebranche efter krigen.

“Vi ukrainske reklamefolk skal finde en måde, hvorpå vi kan hjælpe industrien og ruste den til fremtiden. Og det vil vi gøre,” siger hun og tilføjer: 

“Og når vi kvinder kommer tilbage med al vores input udefra, er jeg sikker på, at det vil bringe mange interessante ting med sig. Og jeg ved godt, at det bliver en rigtig, rigtig stor udfordring. Måske endda en sværere opgave, end det er at vinde krigen.”

“DU SKAL IKKE BANKE PÅ. GÅ IKKE IND. JEG ER PÅ ARBEJDE. JEG ER IKKE HJEMME.” 

Ovenstående er sirligt håndskrevet med versaler på en et stykke hvidt papir, der hænger på en af dørene i pavillon C på Refshaleøen. Bag døren bor en kvinde, der designer tøj.

“Alle 80 mennesker, der bor her, vil have hende til at sy noget for dem. Så det er derfor, hun skriver, at hun har travlt,” siger Slava Denys, der kalder dem, hun bor sammen med, for sine “kollegaer”, fordi de hjælper hinanden med mange praktiske ting. 

Det er midt på dagen, og pavillonen fremstår mennesketom og stille, ud over den repeterende dunken fra enkelt rengøringsmand, der er i gang med at skrubbe en badekabine. Her er klinisk rent, og alle væggene er kridhvide uden nogen form for hverken slitage eller udsmykning. 

“Folk er på arbejde, og børnene er i skole, så der er kun katte og hundene, der er tilbage,” siger Slava, der står med hvid-pelsede Knopa i favnen.

“Alle dyrene er nogle, vi har taget med fra Ukraine, fordi det var vigtigt for os, at de skulle overleve.” 

Knopa kvitterer med to højlydte “miauv”.

Op til flere gange har Slava Denys fået tilbudt en rigtig lejlighed andre steder i København, men hun foretrækker at blive her i pavillonen med sine ‘kollegaer”.

“Den bygning, som vi lever i, er meget simpel, og den er bestemt ikke cool. Men jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil flytte herfra, fordi energien blandt de her mennesker er så god,” siger hun og tilføjer:

“Jeg har brug for det her sted, for det får mig til at få det bedre. Jeg har det rigtig godt, når jeg er sammen med menneskene, der bor her.” 

Om aftenen er de tre pavillioner, der hovedsageligt er beboet af kvinder og ældre ikke-våbenføre mænd, helt anderledes happening end de er om dagen, fortæller Slava. Her bliver fælleskøkkener fyldt med storsnakkende folk.

“Du kan ikke forestille dig, hvor meget liv, der er her om aftenen. Næsten alle der bor her mødes i køkkenet og taler sammen. Det er ligesom, når man ser italienske familier portrætteret på film.”

Men det er også et værn mod krigen og de grusomme krigshandlinger, fortæller hun.

“Folk har brug for beskyttelse mod den frygt, der kommer indefra, fordi deres kære er i fare. Og det er også derfor, at folk taler meget med hinanden. For at glemme krigen for en stund,” siger Slava Denys.

Blandt de tilbageblevne er hendes tante, som er børnelæge og er blevet tilbage for at hjælpe på et hospital. Hun fungerer som en mor for Slava Denys, da hendes egne forældre er gået bort før krigen.

“Hver gang, der bliver bombet, så skriver jeg til hende: ”Er du okay?” Og så svarer hun, om hun er okay.” 

Størstedelen af Slava Denys’ familie og venner er blevet hjemme i Ukraine.

“Jeg tænker meget på dem, og hvornår krigen mon slutter, og hvad der kommer til at ske med mig og min datter, bagefter. Det en åben slutning, for fremtiden er uvis.”