En designer, en CMO, en instruktør, en annoncedirektør, en SEO-ekspert og en kreativ direktør.
Sammen med en række andre faglige profiler fra alle dele af marketingbranchen fra hele landet – og udlandet – har de sagt ja til at dele deres tanker om, hvilke udfordringer og trends, de ser inden for netop deres fagområde i 2025.
Vi har også spurgt dem, hvad de har lært af 2024 – og bedt dem om at pege på den fedeste marketing-aktivitet, de har set i 2024.
Mød tre af dem her.
”En følelse af tilhørsforhold bliver en afgørende faktor for brandloyalitet”
Malene Hold, social media manager, MCoBeauty, New York
Hvad er det vigtigste, du har lært i 2024?
”Ikke alle ‘best practices’ på sociale medier fungerer ens på tværs af industrier. Jeg har tidligere opfordret brands til at fokusere mindre på produkter og i stedet satse på underholdende eller lærerigt indhold. Men efter at være begyndt at arbejde for et beauty brand har jeg indset, at produktfokuseret content kan performe godt.”
Hvad var den fedeste marketing-aktivitet (kampagne, nyt design, andet), du så i 2024?
”Det viser sig, at der er flere mænd med navnet Dick (Richard, Rich og Rick) i bestyrelser for offentlige selskaber i USA end hele grupper af underrepræsenterede personer. Med skarp humor og et klogt ordspil satte kosmetikbrandet E.L.F. fokus på inklusion og ligestilling ved at lancere kampagnen “So Many Dicks” i New Yorks finansielle distrikt.”
Hvad vil være den største trend inden for dit eget fagområde i 2025?
”En community-first tilgang, hvor brands fokuserer på at opbygge engagerede fællesskaber frem for blot at samle følgere. Efterhånden som forbrugerne bliver mere krævende og selektive i deres valg af brands, vil en følelse af tilhørsforhold og delte værdier bliver en afgørende faktor for brandloyalitet.”
Hvad bliver den største udfordring for dit eget fagområde i 2025?
”Ændringer i algoritmer og reduceret organisk rækkevidde vil være en stor udfordring på de sociale medier. Platformene prioriterer betalt indhold, hvilket kræver, at brands tilpasser deres strategier og bliver mere kreative. Det bliver afgørende at mestre storytelling og skabe kort, engagerende indhold, der fanger opmærksomheden hurtigt og efterlader et varigt indtryk.”
”AI vil være det, der påvirker branchen mest i 2025”
Frederik Wulf, tekstforfatter, Accenture Song
Hvad er det vigtigste, du har lært i 2024?
”Jeg har i 2024 været med på et par spændende internationale projekter i Song-netværket, hvor jeg har arbejdet med kreative kollegaer fra vores søster-bureauer rundt omkring i verden – og det har været super-interessant at se, hvordan de finder andre problemer, indsigter og i sidste ende anderledes idéer, end vi selv kom på i København.”
Hvad var den fedeste marketing-aktivitet (kampagne, nyt design, andet), du så i 2024?
”Oranges WoMen’s Football var fed. Den tog fuldstændig røven på mig første gang, jeg så den. Simpel, stærk idé og en utrolig effektiv brug af tech til at udstille en fordom om, at kvindefodbold er kedeligt. Og så grinte jeg også af Ceraves Super Bowl spot.”
Hvad vil være den største trend inden for dit eget fagområde i 2025?
”Jeg tror forsat, at AI vil være det, der påvirker branchen mest i 2025. Det er blevet en integreret del af arbejdsdagen på bureauet, hvor vi har fået en masse nye værktøjer til alt fra research og idéudvikling til udvikling af lyd, billeder og film. Og så fylder AI-generet content også bare mere og mere i mediebilledet – på godt og ondt.”
Hvad bliver den største udfordring for dit eget fagområde i 2025?
”Jeg har dygtige kollegaer på Accenture Song, som hvert år laver en Life Trends rapport. Og for 2025 peger den bl.a. på, at forbrugerne i stigende grad tøver med at stole på det content, de møder online – netop fordi det er så nemt at generere og manipulere med AI. Det skal vi som bureauer og brands lære at navigere i.”
”Jeg tror, folk hungrer efter autenticitet og originalitet”
Alicia Moon Winding, production manager, Bacon
Hvad er det vigtigste, du har lært i 2024?
”At være omstillingsparat – jeg synes, at 2024 især har lært mig, at det eneste, der er garanteret, er forandringer. Til gengæld har jeg også lært, at store forandringer på et mere systematisk samfundsmæssigt plan kræver tålmodighed og ofte føles som to skridt frem og ét tilbage.”
Hvad var den fedeste marketing-aktivitet (kampagne, nyt design, andet), du så i 2024?
”Jeg synes taskebrandet Telfar Globals kampagnefilm for det liberiske OL-hold var rigtig fed og stod ud for mig, når jeg tænker tilbage på året, der er gået. Der var noget nyskabende over den specifikke kombination af sport, mode og politisk budskab med historisk kontekst, den var alt muligt på én gang.”
Hvad vil være den største trend inden for dit eget fagområde i 2025?
Markedsføring sætter lup på 2025
Løber AI med det hele? Bliver brandloyaliteten yderligere udfordret? Vil annoncørerne vælge danske medier mere til? Hvordan passer vi på børn og unge på de sociale platforme? Og fusionerer bæredygtighed og markedsføring som fag? Vi bad 13 marketingprofiler om at kigge i deres faglige krystalkugler for 2025. Dette er den tredje af fem artikler.
”Jeg tror, vi kommer til at se mere branded content. For eksempel portrætfilm, hybrid-dokumentarer og kortfilm. Jeg tror, folk hungrer efter autenticitet og originalitet, ting som føles ægte og ikke nødvendigvis ligner reklamefilm i klassisk forstand. Det stiller samtidig endnu højere kvalitetskrav til “klassiske” reklamefilm, hvis de skal fange publikum.”
Hvad bliver den største udfordring for dit eget fagområde i 2025?
”Jeg tror de største udfordringer for produktionsselskaberne bliver at konkurrere med AI og “content creation”. Det er nok vigtigt at gå ind til det med et åbent sind og prøve at embrace de nye tendenser og teknologier, frem for at holde for meget fast i det gamle. Måske kan det endda inspirere til nytænkning af nogle eksisterende måder at gøre tingene på.”