Et underskud i 2020 på 6,2 mio. kroner er i Steps seneste regnskab fra 2021 blevet vekslet til et overskud på 3 mio. kroner.
På trods af den økonomiske fremgang på bundlinjen er regnskabet ikke nær så godt, som CEO Richard Wraae havde håbet på.
”Vi var lidt uheldige i og med, at vi mistede en kunde, der gik konkurs lige omkring årsskiftet. Det kostede os. Det er jo træls, men sådan er det.”
Hvilken kunde bureaet har mistet, vil han ikke komme nærmere ind på, men Richard Wraae siger, at det har kostet Step ”et større millionbeløb”.
Alligevel har bureau-delen af Step, der indtil for nyligt også bestod af et trykkeri, hvis man måler fra 1. juli 2021, ifølge Richard Wraae, formået at vækste 30 procent i forhold til året før.
Bureauet er ejet af mediehuset Jysk Fynske Medier.
Strategiskifte virker
Nøglen til væksten skal findes i et strategiske skifte mod en mere datadreven tilgang, som Step har gennemgået de seneste år – og stadig er i gang med, mener Richard Wraae.
”Kombinationen af vores dataorienterede tilgang og vores indgående arbejde med indsigter, som skaber kreative løsninger, virker. Og det er noget, der bliver bemærket.”
Nøgletal
2021
Bruttofortjeneste: 57,7 mio. kroner.
Personaleomkostninger: – 52,7 mio. kroner.
Resultat før skat: 3,9 mio. kroner.
Årets resultat: 3 mio. kroner.
2020
Bruttofortjeneste: 56,9 mio. kroner.
Personaleomkostninger: – 62,9 mio. kroner.
Resultat før skat: – 8,1 mio. kroner.
Årets resultat: -6,3 mio. kroner.
Han henviser til, at bureauet blev vurderet højere på flere parametre end tidligere i årets MyImage Bureau, hvor de blandt andet fik tildelt en førsteplads i kategorien indsigter i annoncørerne.
Og Mogens Østergaard, der står bag analysen, fremhævede i en artikel i Markedsføring også Step som et bureau, der ”rykker frem på stort set alle parametre”.
”Selvom jeg gerne så et endnu bedre resultat på bundlinjen, så er jeg stolt af, hvordan vi rykker os”, siger Richard Wraae.
Ansættelsesboom
Sideløbende med at Step i løbet af 2021 solgte trykkeri-delen af bureauet fra, har man ansat et mindre hav af nye medarbejdere til dels hovedkontoret i Odense og kontoret i København.
Bureauet tæller nu 140 ansatte, og 61 af dem blev ansat i løbet af 2021, hvor ca. 50 af stillingerne var nyoprettede.
”Vi har investeret hårdt i kompetencer og tech, og vi har ansat mange forskellige funktioner. Blandt andet BI-folk (business intelligence, red), data scientists og cloud-people,” siger Richard Wraae.
Hvad har de mange nyansættelser betydet i forhold til 2021-resultatet?
”Det koster jo på bunden. Fra du ansætter en medarbejder og til du rent faktisk kan tjene penge, der går jo snildt seks måneder før, at han eller hun er inde i sagerne.”
Den store tilgang af nyt personale er med til at fremskynde den digitale transformation, som Step i disse år gennemgår. Men det er vigtigt, at ’de gamle’ medarbejdere bliver rustet til den nye strategiske virkelighed, fortæller Richard Wraae.
”Vi har brugt en del ressourcer på intern vidensdeling og træning. Vi har haft et traditionelt bureau, og så smider vi lige en ordentlig portion dataviden oven på. Og vi har haft en gruppe af medarbejdere, som skulle opkvalificeres, da det er langt mere komplekst at lave business på data i dag, end det var for fem år siden.”
Når man sammernligner jeres regnskaber, fra de sidste to år, kan man se, at jeres lønudgifter er faldet med ca. 10 mio. kroner i 2021 i forhold til 2020. Hvordan flugter det med, at I har ansat over et halvt hundrede nye medarbejdere i 2021?
“Hovedparten af medarbejderne er ansat hen over året og primært sidst på året, og dermed ikke belaster de ikke lønbudgettet full year. Og så har vi udover trykkeri også udskilt brokervirksomhed og skilteproduktion, som også var løntunge områder.”
Fra Fyn til resten af verden
Den markante tilgang af mandskab, der skal booste bureauets digitale muskler, kommer også på baggrund af et ønske om at accelerere Steps vækst.
”Vi har store ambitioner for fremtiden. Helt konkret har vi et mål om at tredoble vores omsætning inden 2025 – og vi har planer om at gå til udlandet.”
Et af de projekter som Step har forhåbninger om skal skaffe dem flere kunder i Europa, kalder de ’Sport and Entertainment’, og som i sin essens går ud på, at samle data ind om brugerne for sportsklubber og idrætsforbund – data, som annoncører kan bruge.
”Det er et projekt, jeg forventer mig meget af, og som vi allerede har de første store udenlandske kunder med på”, siger Richard Wraae.
Men kan det ikke blive svært, at tjene penge på sådan et projekt, når nu der kommer flere og flere lovmæssige begrænsninger i forhold til hvilke data, man må indsamle og bruge i kommerciel sammenhæng?
“Jo, det har du sådan set ret i. Det er en udfordring, men samtidig giver det en masse muligheder. Vi anvender førsteparts data, cookieless og ikke mindst kontekstuel data.”
En tredobling af omsætningen inden 2025 lyder ambitiøst. Hvordan vil I komme i mål med det?
”Væksten frem til 2025 kommer delvist organisk, men bliver også drevet af kraftige tech-investeringer. Det er muligt, da vore ejere er meget investeringsvillige og derfor giver rum til at investere i vækst, fremfor at levere store overskud I perioden frem til 2025 – således at vi skaber et stærkere forretningsgrundlag for fremtiden.”