Data, transparens og ikke mindst empati er nogle af de vigtigste ting, hvis man spørger forbrugere i dag.

Det fremgår af The Trust Report. som er en ny international undersøgelse foretaget for Adobe. I undersøgelsen svarer 65 procent af de nordiske forbrugere, der i undersøgelsen tæller Danmark og Sverige, at virksomheder bør udvise mere empati og blive bedre til at se tingene fra deres perspektiv, anerkende deres frustrationer og forstå, hvad der er vigtigt for den enkelte forbruger. 

En anden key finding i tillids-undersøgelsen var, ifølge Adobe, at majoriteten af forbrugere i Norden er bekymrede i forhold til deres data, og Adobe mener derfor, at virksomheder skal blive bedre til at give forbrugerne gode oplevelser, når de afgiver deres data.

Gode oplevelser skaber tillid

Undersøgelsen viser desuden, at når kundedata bruges til at skabe gode personlige oplevelser, påvirker det tilliden positivt for 64 procent af de danske og svenske forbrugere.

Og 58 procent. peger desuden på, at kreativt indhold højner tilliden.

Om undersøgelsen

Adobe Trust-undersøgelsen blev gennemført af Advanisto for Adobe i perioden januar-februar 2022, hvor mere end 12.000 forbrugere og 2.000 virksomhedsledere deltog på verdensplan.

Undersøgelsen fandt sted i 15 lande og for EMEA-regionen er der inkluderet data fra mere end 6.000 forbrugere og 924 virksomhedsledere inklusive særskilte tal for Norden, der i Adobe Trust-undersøgelsen tæller Danmark og Sverige.

Kilde: Adobe

Imidlertid er konsekvenserne alvorlige for de brands, der håndterer data på en uhensigtmæssig måde.

I forhold til dette svarer to tredjedele af forbrugerne, at de vil boykotte et brand, hvis det bruger deres data uden tilladelse.

I en meddelelse til Markedsføring perspektiverer nordisk direktør for Adobe, Franck Attia, undersøgelsens resultater:

“I en moderne og digital økonomi som i dag er det ikke overraskende, at kundedata og tillid i stigende grad hænger sammen. Det er derfor virksomhedernes opgave at integrere den indsigt i forretningen på en måde, der først og fremmest kommer forbrugerne til gode,” siger han og tilføjer:

“Forbrugerne forventer i dag langt mere værdi til gengæld for de data, de deler, og først og fremmest vil de føle sig set, hørt, inkluderet og forstået. Er den følelse ikke til stede, bliver tilliden ikke etableret, og det er derfor en kerneopgave for virksomheder at opbygge tillid gennem personaliserede oplevelser og ansvarlig brug af data.”