En kampagne – “Fadølspartiet” – som Carlsberg gik ud med 2017 for at skabe øget interesse for bryg fra hanerne, koster nu bryggeriet en bøde på 500.000 kroner for skjult reklame.

Det skriver bt.dk, der citerer Ritzau.

Kampagnen, som bureauet Wibroe, Duckert & Partners i sin tid stod bag, fortalte om lancering af et nyt parti med mærkesager som for eksempel retten til “velskænket velfærd, arbejdsgiverbetalt fyraftensøl, frit fadølsvalg og færre selfies.”

Men kampagnen var i strid med loven, besluttede Københavns Byret torsdag den 16. december.

Retten mener, at kampagnen om det fiktive politiske parti ikke klart oplyste, at den kommercielle hensigt var at markedsføre fadøl. Forbrugerne kunne således ikke se, at Carlsberg stod bag kampagnen, mener retten.

Det oprindelige bødekrav lød på mindst 1,8 millioner kroner, fremgår det af anklageskriftet.

Men Carlsberg er ifølge rettens oplysninger fundet skyldig i to ud af i alt fem forhold i anklageskriftet. I tre forhold er der derimod sket frifindelse.

Markedsføring forsøger at få en kommentar fra Carlsberg og bureauet.