Advice henter syv nøglemedarbejdere ind i ejerkredsen, som dermed kommer op på 18.
Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
”Vi tror på, at deling af ejerskabet på en bred gruppe nøglemedarbejdere er det mest effektive redskab til at sikre, at Advice er i evig forandring i en evigt foranderlig verden,” siger CEO i Advice, Mille Klink, i meddelelsen og tilføjer:
”Derfor er jeg utroligt glad for, at vi netop har taget et vigtigt ryk i at sikre ønsket om at have et aktivt ejerskab med udvidelsen af ejerkredsen med yderligere syv stærke kolleger. Det er en usædvanlig ejerstruktur for branchen, men et afgørende fundament for den langsigtede udvikling af virksomheden.”
De syv nye medejere er: Merete Arentoft (Executive Director i Agendas & Stakeholders), Anders Lunde Røge (Director i Film), Rikke Østergaard (Executive Director i Branding & Marketing), Ulla Langeland Elk (CFO), Sara Engelhardt (Director i Branding & Marketing), Anna Louise Henrichsen (Director, Public Affairs & Sustainability og Mark Mikael Müller (Creative Director).
Giver ’langsigtet dedikation’
Det var stifteren af Advice, Jesper Højbjerg Christensen, der i 2007 satte gang i et generationsskifte og optog tre nye partnere på bureauet. Dermed lagde han reelt fundamentet for den nuværende ejermodel.
Espen Højlund, som var med til at designe det nuværende ejerprogram, da han blev medejer i 2007, og siden CEO i 13 år – og nu strategic director og medlem af bestyrelsen – siger i meddelelsen:
”Vi er en people business, og derfor skal værdien også tilfalde dem, der for alvor tager det langsigtede ansvar for at udvikle virksomheden. Et bredt og aktivt ejerskab er ikke kun attraktivt for dem, der er medejere. Det har betydning for alle, at dem, der i sidste ende træffer de store beslutninger, er en del af hverdagen.”
Det er der flere grunde til, uddyber han:
”De kender forretningen, kulturen, kollegaerne og kunderne. De forstår, hvorfor det går op og nogle gange går ned. De har investeret egne penge i projektet. Dermed kæmper de både for værdien af deres investering og for deres arbejdsplads. Det giver en større og mere langsigtet dedikation og et mere holistisk syn på virksomheden.”