Thisted Bryghus endte i weekenden i lidt af en shitstorm, da selskabet lavede øl for Nye Borgerlige med partiformand Pernille Vermund som label, skriver TV 2.
Det er en service, Thisted Bryghus i flere år har tilbudt private, selskaber og politikere. Men Nye Borgerlige-øllene vakte skarp kritik, og det fik Thisted Bryghus til at melde ud, at de fremover ikke vil lave øl med labels for politiske partier – samtidig med, at bryghuset på Facebook tog afstand fra racisme.
“Havde vi vidst, at den her sag, ville give os så mange ridser i lakken, havde vi aldrig produceret øl til hverken Nye Borgerlige – eller andre politiske partier. Det kommer vi heller ikke til at gøre fremtiden,” skriver bryghuset på Facebook.
Herefter har bryghusets bestyrelse i en pressemeddelelse dog meldt ud, at man alligevel fremover vil lave øl med labels for politiske partier.
Ekspert: Vær en øl for alle
Og den strategi vækker hovedrysten hos tidligere pressechef og nuværende kulturredaktør på Berlingske, Anne Sophie Hermansen.
“I en samtid, der kan forekomme en at være på speed, kan man nemt komme galt afsted. Bryghuset opdagede, at samtiden er fuld af politik og moral, og at en øl ikke bare er en øl, når der er en politiker på etiketten. Man fortrød, og så fortrød man sin fortrydelse, og bryghuset endte med at ligne en fulderik, der har glemt, hvem han er,” skriver hun om Thisted Bryghus på LinkedIn.
Her foreslår hun også, at bryghuset kunne have brugt en helt anden marketingstrategi, som kunne have vendt shitstormen til noget positivt for bryggeriet.
“Thisted Bryghus skulle have holdt fast i, at man laver øl til alle, som elsker øl. Røde såvel som blå, og de kunne have fisket det gamle foto frem af Anker Jørgensen og Poul Schlüter, der synkront bunder en bajer. Men hvis man ikke ved, hvem man selv er, overlader man det til andre at definere en,” skriver hun.
“Hr. og Fru Danmark glemmer det”
Fra William Atak, forfatter til bogen “Glad Kunde Sur Kunde”, lyder det også på LinkedIn, at Thisted Bryghus burde gribe kritikken skarpere.
“Mit råd: Lav en partileder-øl. Gør grin med det hele. Pape-pale, Mette-classis, Thulesen-humle og jeg skal komme efter dig. Så kan alle købe og nyde deres yndlings-partileder-øl – endda med gratis fragt frem til den 16. november,” skriver han og tilføjer:
“Nogle vil tænke, at det er for sent at bruge humor i shitstormen. Njaah, ikke hvis man gør det rigtigt.”
Mangeårig kommunikationsrådgiver Anna Thygesen lægger sig i Berlingske på samme spor som de to eksperter: Thisted Bryghus bør gribe sagen med humor. Men mest af alt maner hun også til besindelse hos brandet.
“Hr. og Fru Danmark glemmer det. Slap af. Hvis Jørgen ser et godt tilbud nede i den lokale brugs på øl fra Thisted Bryghus, lader han næppe være med at købe dem. Avisen i dag bliver brugt som fiskeindpakning i morgen,” siger hun til Berlingske.
Markedsføring har været i kontakt med adm. direktør Aage Svenningsen fra Thisted Bryghus. Han har ingen kommentarer.
Opdateret klokken 15.03 med oplysningen om, at Thisted Bryghus ikke har nogen kommentarer.