En af de bærende kræfter bag &Co., medstifter Thomas Hoffmann, siger efter 26 år ombord på sit eget bureau farvel til det.

Det oplyser &Co./The North Alliance i dag i en pressemeddelelse.

Det var sammen med Robert Cerkez og Mikael Jørgensen, at Thomas Hoffmann i starten af 00’erne åbnede bureauet, der i dag er vokset sig til et af Nordens største og mest prisvindende.

“Det er både meget vemodigt, vildt underligt og en anelse angstprovokerende, at jeg nu skal stoppe med det, jeg har brugt de sidste 26 år af mit liv på at bygge op. Men det er det helt rigtige tidspunkt nu,” udtaler Thomas Hoffmann i pressemeddelelsen.

Thomas Hoffmann har haft rollen som Executive Creative Director hos &Co. – et job, han stopper i for at hellige sig to startup-virksomheder (frisørkæden Park Styling samt en startup inden for fødevarer rettet mod rummissioner) og en uddannelse inden for AI hos MIT.

“Frisører, rummad og kunstig intelligens – hvad kan gå galt?” siger Thomas Hoffmann i pressemeddelsen.

Thomas Hoffmann vil fortsat være partner hos bureauet, han var med til at starte.

“Det har ikke været en nem beslutning, men det er den rigtige. Og så trøster jeg mig med, at det ikke er et endegyldigt farvel – kun et farvel som kolleger,” siger han.

Fra medstifter Robert Cerkez lyder der en stor tak til den mangeårige partner in crime.

“Sammen har vi lagt vores hjerte og sjæl i stedet gennem 26 år. Det kan mærkes, når en makker og ven rejser sig fra bordet. Når man kender Thomas, ved man også, at han har drømme, som skal udleves – og det skal han selvfølgelig have lov til. Vi glæder os til at følge de spændende projekter, han bliver en del af,” udtaler Robert Cerkez, medstifter og Executive Creative Director i NoA/&Co.