Jimmi Eriksen og Nicholai Reinseth er fra i dag officielt bureaustiftere.

De to tidligere profiler fra Merkle har stablet deres eget digitale bureau på benene. Det ser dagens lys i dag og får navnet The Garden.

Og armbevægelsen er store hos de to iværksættere, der allerede har hyret de første kolleger og vil komme flyvende fra start.

”Fra januar er vi 12 ansatte. De ansatte begynder at komme løbende, for det er ikke folk, der gik og ventede på gaden, som vi har hyret. Og ambitionerne er at blive større end det. Vi vil gerne være et af landets førende digitale bureauer,” siger Nicholai Reinseth.

Ifølge Jimmi Eriksen er målet at ramme det dobbelte antal ansatte ret hurtigt.

”Vi vil gerne være 20-25 ved udgangen af næste år. Vi tror på, at vi med det setup kan sikre seniorfolk og den øverste kvalitet i vores arbejde. Det er setuppet. Vi starter ikke fra scratch. Vi satser lidt. Vi starter ikke lidt i det små for lige at se, om det går,” siger Jimmi Eriksen – der dog understreger, at bureauet ikke har konkrete kunder endnu.

Trængte ikke til ferie

Det digitale bureau får til huse i bygningen Gammel Dok på Christianshavn. Her har The Garden lejet en hel etage, og selv dagen før lanceringen har der været malere forbi for at lægge sidste hånd på bureauet, siger stifterne.

”Det er både et kreativt sted med tegnestuer og kunstnere og en gammel kommerciel bygning. Det er et fint sted at lægge,” siger Jimmi Eriksen, der tilføjer:

”Men lige nu er vi meget spændte på at komme i gang. Og glade.”

Nicholai Reinseth bryder ind:

”Helt vildt. Vi har også tilmeldt også mange rennovationsordninger i kommunen. Der er meget praktik i at starte sådan noget her,” siger han og griner.

Det er meget kort tid siden, at I forlod Merkle. I ville ikke hellere have holdt fra og være taget på skiferie i Alperne end at gå direkte ud og stifte et nyt bureau?

”Hahaha. Nej, faktisk ikke. Jeg kan godt lide at arbejde på projekter og med kunder. Jeg trives godt i det. Sandheden er, at jeg kan lide at arbejde, og jeg kan lide at arbejde meget. Jeg vil bare gerne lave ting, jeg synes er fedt. Jeg havde ikke brug for ferie,” siger Jimmi Eriksen, imens Nicholai Reinseth tilføjer:

”Vi kan ikke helt finde ud af at holde ferie alligevel. Jeg har haft det at starte sådan et bureau i tankerne i mange år. Vi har mange gode bureauer i Danmark, men det kan være svært at være helt tæt i samarbejde med virksomheder og produktteams. At sidde med folk med virkelig tung erfaring og ikke kun være der til det første og sidste møde. Det vil vi gerne her,” siger Nicholai Reinseth.

Inviterer kunderne fysisk ind

Filosofien bag det digitale bureau er at gøre processen med forretningsrådgivning- og strategi så skarp som mulig – og at arbejde meget tæt, også fysisk, med kunderne. Blandt andet inviterer man kundernes teams til at sidde med ind flere dage om ugen fysisk på kontoret, forklarer stifterne.

”Vi tror meget på gode omgivelser. Man kan godt arbejde remote, men det er bare vigtigt at sidde og arbejde fysisk sammen. Det er federe og det er sjovere. Derfor har vi også faste kundepladser, så vi har fuld transparens i arbejdet, og så kunderne kan komme med ind fysisk og arbejde på projekterne,” siger Jimmi Eriksen, der tilføjer:

”Det betyder, art vi kan afklare ting meget hurtigere. Vi er måske eksperter på udvikling, digital og kommunikation – men vi er ikke eksperter på kundernes forretning. På den måde håber vi at kunne lave nogle bedre projekter.”

Grundlæggende drømmer stifterne om at kunne arbejde tættere og mere effektivt sammen med kunderne.

”Vi har en ambition om at få lov til at arbejde tæt sammen med kunderne og med dygtige seniorfolk. Så vi virkelig kan skabe ting, der kan flytte deres forretning,” siger Jimmi Eriksen.