Der har været virak om den kinesisk-ejede app TikTok, siden den blev lanceret. På forskellige tidspunkter er stormvejret taget til, men ofte af den samme grund: potentiel spionage fra den kinesiske regering.

Den seneste uge er uvejret på ny begyndt i Danmark, hvor Center for Cybersikkerhed lagde ud med at fraråde TikTok på tjenestlige enheder. Det fik flere politikere til at slette app’en på deres arbejdstelefoner og Folketinget til at fraråde den.

Dansk Erhverv forbød den for sine medarbejdere, og for en kort stund tog elektronikkæden Power en TikTok-timeout, mens de rådførte sig med eksperter. De er dog tilbage.

Og mens det bølger frem og tilbage, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvordan man skal forholde sig til den omdiskuterede app.

Fra tre bureauer, der alle arbejder med at rådgive annoncører om TikTok, lyder det, at de intet ændrer.

“Arbejdet på TikTok forbliver på mange måder det samme. Jeg forstår godt, at statslige instanser fraråder brugen af TikTok på arbejdstelefoner, men det ændrer ikke nødvendigvis status quo for danske virksomheder, der i højere grad “bare” ser platformen som en god platform at nå deres målgruppe på,” siger Peter Klit, der er Head of Social Media hos Nordic Social.

Forskel på Rigets sikkerhed og smagsvarianter

Hos SoMe-bureauet Kubbco og influencerbureauet Represented by Bloggers Delight tager man også den seneste udvikling med ophøjet ro.

“Vi er ikke nervøse for at anbefale vores kunder at bruge influencermarketing på TikTok. Virksomhederne skal ikke være mere påpasselige nu end for en måned siden,” siger Henrik Akselbo, direktør og medstifter af Represented, og tilføjer:

“Der er forskel på at sidde som folketingspolitiker med adgang til Rigets sikkerhed og være et firma, der sælger forbrugsvarer og skal fortælle om en ny smagsvariant. Det er vigtigt, at man tager stilling til sin tilstedeværelse på TikTok, men man kan sagtens markedsføre sig på platformen.”

Hos Kubbco begyndte man for tre år siden at specialisere sig i TikTok, og dengang spurgte mange virksomheder ind til sikkerheden.

“De kom alligevel alle sammen på TikTok. Hele sidste år havde jeg ikke den snak med nogle af vores kunder. Og indtil videre har vi ikke oplevet nogle bekymringer fra hverken vores amerikanske eller europæiske kunder,” siger Kubbcos Head of TikTok, Malene Priebe Hold.

Hun bor for tiden i USA, hvor bekymringerne for brugen af TikTok har været i vælten siden Donald Trump i 2020 udtalte, at man overvejde at bandlyse app’en.

“De her bekymringer er ikke noget nyt fænomen og særligt ikke her i USA, hvor det var oppe at vende under både Trump og nu under Biden. Indtil videre er der ingen beviser på, at dine data bliver videregivet til den kinesiske stat, og meget virker til at være bundet op på frygt,” siger hun.

De råder ligesom Represented og Nordic Social deres kunder til at se på sagen med åbne øjne.

“De enkelte virksomheder skal tage stilling til, hvad de vil. Vi er meget klare om, hvad vi ved og det fortæller vi selvfølgelig, men vi er ikke en cyber security-virksomhed. Derfor skal man altid gøre sig klart om den data, man giver ud, vil skade virksomheden eller ej,” siger Malene Priebe Hold og tilføjer:

“Og så skal man jo også vide, at man giver ligeså meget data ud på de andre platforme.”

Den nye dreng i klassen

Alle tre bureauer peger også på, at meget af den nervøsitet, der har spredt sig, er bundet op på, at TikTok er ejet af det kinesiske firma ByteDance.

“Det lader også til, at ‘fanden bliver malet på væggen’, og at mange er forblændet af, at det er et kinesisk-ejet selskab. TikTok er den nye dreng i klassen, men Meta (tidl. Facebook, red.) har også haft deres del af skandaler med alt fra Cambridge Analytica-sagen til datalæk, der medførte bøder i milliardklassen. Men disse platforme bruger vi alle flittigt i dag,” siger Peter Klit.

I 2018 kom det frem, at konsulentvirksomheden Cambridge Analytica fik fat i data på mere end 50 millioner Facebook-profiler — en overtrædelse af Facebooks retningslinjer. Tre år senere havde Facebook atter problemer, da 553 millioner brugeres data endte frit tilgængeligt på internettet.

“Under Cambridge Analytica-sagen pausede nogle annoncører deres kampagner på Facebook. Det har vi endnu ikke set i forhold til TikTok,” lyder det fra Henrik Akselbo.

Mens forbudene mod TikTok kommer drypvis, tyder intet på, at der er en generel bandlysning af app’en på vej. Hos Kubbco har man dog alligevel taget sine forholdsregler, fortæller Malene Priebe Hold.

“Skulle TikTok blive bandlyst, har vi sørget for, at vi har backup på alt, vi laver, så vi ville kunne migrere det til Instagram Reels.”

Ingen af bureauerne vurderer, at postyret omkring TikTok kommer til at eskalere meget mere. Fra Henrik Akselbo lyder det, at “TikTok kun er interesseret i, at så mange som muligt bruger deres platform, og hvis EU stiller krav til dem, vil de finde en løsning på det”.

Nogenlunde det samme fortæller Nordic Socials Head of Social Media:

“Vi er ikke religiøse omkring platformen. Det er i højere grad de muligheder, som den giver os. Lige nu bliver kulturen bare skabt på TikTok, og derfor er vi til stede. Jeg tror først, det kommer til at ændre sig, hvis der kommer nogle drastiske ændringer fra myndighedernes side. Og dét, vurderer jeg, kun vil ske, hvis der sker noget tilsvarende drastisk fra amerikansk side i løbet af 2023,” siger Peter Klit.